Arbejderne på de ukrainske industrifabrikker mangler viden om deres rettigheder. Det vil fagforeningen Dansk Metal nu gøre noget ved.

Med et nyt initiativ vil Dansk Metal i samarbejde med den ukrainske fagforening Metalistiv hjælpe fabriksarbejdere i Ukraine med at få så godt et arbejdsmiljø og så gode arbejdsvilkår. Det er vedtaget ved Dansk Metals kongres, som i år afholdes i Aalborg.

Forbundsformand i Dansk Metal, Claus Jensen, er meget stolt af, at solidaritetsprisen i denne kongresperiode går til Ukraine:

– Vi har i Dansk Metal altid haft et internationalt udsyn, vi har ikke kun fokus på gode arbejdsforhold herhjemme, men også internationalt. Krigen i Ukraine er jo helt forfærdelig for både soldater og civile, og derfor er jeg både glad og stolt over, at solidaritetsprisen i år går til ukrainske metalarbejdere, siger Claus Jensen.

I alt afsættes der 275.000 kroner til projektet, og fokus vil være på stålværket Kametstal i Dnipropetrovsk-regionen. Kametstal ligger meget tæt på fronten, men man kan ikke stoppe produktionen, og derfor må arbejdet fortsætte – også når bomberne falder.

Mange af de folk, der normalt arbejder på fabrikken, er nu soldater, og derfor er flere kvinder blevet ansat. De er i mindre grad uddannet i, hvad deres rettigheder er, og hvad der er det gode arbejdsmiljø. Derfor er det oplagt, at man hjælper dem.

Samtidig vender flere krigsveteraner tilbage fra fronten, her vil vi oprette et netværk, så de har hinanden at læne sig op ad, når de vender tilbage til et civilt arbejdsliv.

– I takt med at flere mænd er sendt til fronten, så er flere kvinder kommet ind i produktionen. I Dansk Metal vil vi hjælpe de nye kollegaer på fabrikkerne i at blive oplært i arbejdsmiljø og sikre, at de kender deres rettigheder. Vi vil uddanne flere arbejdsmiljørepræsentanter, så de kan hjælpe kollegaerne, der bliver tynget af det mentale pres der opstår ved at arbejde tæt ved fronten, siger Claus Jensen.