Det danske herrelandshold har på enestående vis vundet guld i VM i håndbold med en sejr over Kroatien. Kom og hyld holdet fra Københavns Rådhusplads, når de i morgen mandag den 3. februar 2025 fejres med balkonhyldest og rådhuspandekager.

Med guldmedaljer og VM-pokal bliver de nykårede danske verdensmestre i morgen mandag 3. februar 2025 kl. 16.35-17.35 hædret på Københavns Rådhus, hvor overborgmester Lars Weiss ønsker tillykke og byder på rådhuspandekager. Fra kl. 15.30 er der opvarmning på Rådhuspladsen med konferencier og storskærm.

– De danske håndboldherrer har gjort det igen! For fjerde gang i træk står de øverst på podiet med guld om halsen og pokal i hånden. Det er en historisk sejr, som fortjener hyldest fra balkonen på Københavns Rådhus. Jeg håber, at fans og familier fra nær og fjern vil komme til København og hylde VM-guldvinderne, siger overborgmester Lars Weiss.

I DanskHåndbold er glæden over guldet og endnu en VM-sejr stor:

– At vinde VM for fjerde gang i træk er en enestående bedrift, som fortjener al den hyldest, der kan lade sig gøre. Siden første gruppekamp i Herning har støtten til holdet været formidabel, og vi håber, at rigtig mange mennesker har lyst til at komme forbi Rådhuspladsen i København og endnu en gang hylde håndboldherrerne, deres trænere og den indsats, som har sikret dem et historisk fjerde VM-trofæ, siger konstitueret formand i DanskHåndbold, Jan Kampman.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her