Den russiske skyggeflåde fylder stadig mere i både den internationale debat og i danske farvande. Nu sætter M/S Museet for Søfart fokus på problemstillingen med et arrangement, hvor en forsker skal gøre publikum klogere på fænomenet og dets konsekvenser.

Trods sanktioner fra EU, USA og Storbritannien er den såkaldte skyggeflåde vokset de seneste år. Flåden består typisk af ældre tankskibe med uklare ejerforhold, som sejler under skiftende navne og flag. Skibene bruges blandt andet til at transportere olie til markeder i blandt andet Indien, Kina og Tyrkiet.

Sejlruterne går også gennem danske farvande, og det vækker bekymring for både miljøet og den maritime sikkerhed.

Torsdag den 9. april får museet besøg af seniorforsker Jessica Larsen fra Dansk Institut for Internationale Studier. Hun forsker i maritim sikkerhed og vil blandt andet forklare, hvordan skyggeflåden fungerer, og hvorfor den fortsat kan operere trods internationale sanktioner.

Arrangementet er en del af museets format M/S Udsyn, hvor aktuelle emner inden for den maritime verden bliver taget op gennem foredrag og debat.

»I en tid med kriser og opbrud giver M/S Museet for Søfart et historisk overblik og Sammen med DIIS kan vi også føre gæsterne helt frem til nutiden og sætte den globale udvikling i perspektiv. Med formatet M/S Udsyn giver vi publikum mere indsigt, forståelse for nutiden, og forhåbentligt også håb om fremtiden«, siger direktør Anni Mogensen.

Arrangementet finder sted fra klokken 17 til 18.15 og er gratis for årskortholdere.