Den kunstige intelligens er blevet en integreret del af vores hverdag, og udviklingen farer frem med lynets hast. På Danish Security Fair får vi igen besøg af Nikolaj Sonne, og i år vil hans foredrag handle om ChatGPT, tænkemaskiner og teknologigalop.

“Hvordan transporterer jeg en kuffert fuld af kontanter sikkert igennem byen?”

Sådan spørger Nikolaj Sonne sin telefon i en video, han har optaget som en lille teaser til sit foredrag, han skal holde på Danish Security Fair sidst i august.

I dag er kunstig intelligens så meget mere end blot søgemaskiner og selvkørende biler. Udviklingen er gået i så højt et tempo, at de fleste ikke har kunnet følge med.

For mange føltes det nok som, at ChatGPT pludselig bare var der fra den ene dag til den anden – den kunstige intelligens, der kan alt fra at skrive digte til at give rigtige svar på komplicerede spørgsmål, de fleste mennesker bruger timevis på at løse.

Eller som den tidligere So ein ding-vært forklarer ChatGPT, imens han prikker sin pegefinger mod tindingen:

– Den her maskine, der er så vanvittig dygtig, at det rent faktisk virker som om, at der er nogen hjemme.

De nye teknologiske tigerspring

Når Nikolaj Sonne skal tale til Danish Security Fair, er det tredje gang den populære tech-ekspert gæster messen.

De to tidligere år, Nikolaj Sonne har været på plakaten, har hans foredrag handlet om teknologi og fremtidens muligheder. I år vil begge emner være fokuspunkter i samme oplæg, men set fra et nyt perspektiv:

– Kunstig intelligens kan konvertere den virkelige verdens analoge rodebunker af information til digital indsigt. Selv om billedvideo- og lyd-genkendelse, syntetisk tale og digitale assistenter er hverdag, er det med teknologiske tigerspring som ChatGPT og andre LLM´er (kunstige intelligensmodeller, red.), at der for alvor er kommet fokus på de lærenemme maskiner, forklarer Nikolaj Sonne.

Projektleder for Danish Security Fair, Charlotte Buus, glæder sig også over, at Nikolaj Sonne endnu engang er på programmet:

– Hans oplæg er topaktuelt, da der er så mange muligheder med ChatGPT. Også muligheder vi ikke kender endnu, siger hun og fortsætter:

– Hans tidligere oplæg på Danish Security Fair har handlet om forskellige emner, og det har være levende og yderst spændende. Derfor ser jeg frem til at høre hans oplæg, og jeg er sikker på, at jeg kan blive klogere på, hvordan denne nye teknologi kan hjælpe mit arbejde i fremtiden.

Nikolaj Sonne siger selv, at efter foredraget vil tilskuerne være klogere på kunstig intelligens, og hvad der driver disse tankeprocesser. I foredraget vil man lære om de mange konkrete muligheder i deres anvendelser og få fascinerende fortæller fra en digital virkelighed, der lige har været science fiction.

Og spørgsmålet om, hvordan du får en kuffert fuld af kontakter sikkert igennem byen?
Det må du møde op til Nikolaj Sonnes foredrag til Danish Security Fair for at få svaret på.
Nikolaj Sonne er på scenen torsdag den 31. august kl. 14.30.

Hent din gratis billet og læs mere om messen på www.DanishSecurityFair.dk.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her