Den tomme stol i byrådssalen
LEDER. Budgetmaterialet for 2027-2030 har ligget på skrivebordet hele efteråret, mens den ene sag efter den anden er kommet ind over det. Og billedet, der sidder tilbage, er et byråd, der stemte 21-0. Ingen uenighed. Ingen modstand. Kun enighed, pænt pakket ind, klar til pressemeddelelsen og et skuespil af et udemokratisk uøvet pressemøde.
Det er næppe, fordi alle i byrådet reelt er enige om alt. Det er snarere, fordi den egentlige forhandling aldrig fandt sted der, hvor den burde have fundet sted, i det åbne, foran borgerne. Den fandt sted i forvaltningens regi, længe før offentligheden fik lov at se et eneste tal. Når forhandlingen er forbi, før den er begyndt, bliver afstemningen bare en ceremoni. 21-0 er ikke et udtryk for enighed. Det er et udtryk for, at der ikke længere var noget at stemme om.
Der er den stol, der stod tom, da Ole og Pia Møller mødte op i byrådssalen for at tale Herslevs sag, og blev afbrudt, fordi deres taletid var opbrugt. Det er ikke ondskab, der ligger bag den slags, det er procedure. Men proceduren fortæller sin egen historie om, hvem der har ordet i denne kommune, og hvem der ikke har. Det er ikke politikerne, der mangler ord. Det er borgerne, der mangler tid.
På listen over nedlagte stillinger i budgetforslaget leder man forgæves efter den stilling i bureaukratiet, der forsvinder sammen med alle de andre. Sparekataloget rammer institutioner som Herslev Børnehave, et hus, som to borgere i årevis har passet og vedligeholdt for egen regning, uden at kommunen har løftet en finger eller regnet konsekvenserne igennem. Men den administrative overbygning, der har produceret sparekataloget, forbliver intakt. Det er altid lettere at spare på dem, der ikke sidder med ved bordet, end på dem, der sidder og skriver dagsordenen.
Og så er der Liberal Alliance, hvis retorik om offentligt forbrug, om at sætte borgeren fri, om statens og kommunens grænser, låner tungt fra Cepos' ordbog, når den siges højt i en debat. Men når stemmesedlerne kommer frem, forsvinder skarpheden. 21-0. Heller ikke her rejste nogen sig op og sagde nej. Det er ikke principfasthed. Det er teater, hvor replikkerne er skrevet, før tæppet går op, præcis den kløft mellem frontstage og backstage, som min kollega Erik Schwensen for nylig beskrev i forhold til Vision 2033. Der tales om grøn omstilling i verdensklasse og om at være børnefamiliernes førstevalg. Der stemmes om budgetter, der lukker børnehaver i landsbyerne.
De enkelte byrådsmedlemmer skal ikke bære skylden personligt. De fleste er formentlig drevet af et oprigtigt ønske om at gøre det rigtige for Fredericia. Men et system, hvor forvaltningen sætter dagsordenen, og byrådet bagefter bekræfter den, er ikke et system, der lytter til folket. Det er et system, der administrerer folket.
I politik er det en kendt sandhed, at vælgerne glemmer. Derfor er det ingen tilfældighed, at de hårde beslutninger tages tidligt i en valgperiode, mens der endnu er tid til, at smerten fortager sig inden næste valg. Det er i den logik, man skal forstå det, der sker lige nu i Fredericia: at man fjerner den tomme stol, bruger tocifrede millioner på et stadion, og lukker en skole og en børnehave, alt sammen inden for samme efterår, mens opmærksomheden er delt mellem for mange historier til, at nogen af dem rigtig fæstner sig. Men det er netop dér, en avis har sin opgave. Vælgerne glemmer måske. Det gør AVISEN ikke. Vi skriver det ned, så det stadig kan slås op, når løfterne fra sidste valg skal holdes op mod det, der rent faktisk blev besluttet. En borgmester, der for et øjeblik så ud til at have glemt sine egne ord fra før valget, får dem foræret tilbage.
Hvis dette efterårs dækning har lært os noget, er det, at demokrati ikke handler om at stemme rigtigt. Det handler om, hvorvidt der overhovedet var noget at vælge imellem, da man satte sig ned for at stemme. Den tomme stol i byrådssalen er ikke blot et billede på Ole og Pia Møllers afbrudte indlæg. Den er et billede på, hvor FOLKET sidder, når de store beslutninger bliver truffet, uden for salen, og uden for processen. Og det er et billede, vi på AVISEN har til hensigt at huske på deres vegne.
God søndag til jer alle.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
