Den ukendte fremtid, som alle kender
LEDER. I aften mødes Fredericia Byråd, og på dagsordenen ligger to dokumenter, der burde læses sammen. Det ene er 2. budgetopfølgning for 2026. Det andet er planstrategien for 2027, som forvaltningen har givet arbejdstitlen »Planlægning for en ukendt fremtid«. Man kunne indvende, at fremtiden i Fredericia er alt andet end ukendt. Den er tværtimod usædvanlig forudsigelig. Hvert år efter et valg vedtager byrådet en besparelse. Hvert år bruger kommunen flere penge, end den har vedtaget. Og hvert år kommer forvaltningen med et nyt katalog, der skal rette op på det, som sidste års katalog skulle have rettet op på.
Se blot tallene fra i aften. Kommunen forventer at bruge 43 millioner kroner mere på service i 2026 end budgetteret. Seniorområdet står til et merforbrug på 16,8 millioner, det sociale område på 20,4 millioner, skolerne på 9 millioner. Det er ikke nyt. Det er de samme områder, som for et år siden fik at vide, at nu skulle rammen holdes. Forvaltningens svar er, at pengene kan hentes gennem »generel tilbageholdenhed i organisationen«. Det er en smuk formulering. Den betyder, at ingen ved hvordan.
Samtidig behandler byrådet den halve procent, som kommunen hvert år skærer af serviceudgifterne. Den blev besluttet i Budget 2025 og fortsætter i Budget 2027 – 15,3 millioner kroner næste år, 30,6 millioner årligt derefter. Byrådet skal i aften godkende, at beløbet fordeles forholdsmæssigt på fagområderne. Med andre ord skal de områder, der i år ikke kunne holde deres budget, næste år holde et budget, der er en halv procent mindre. Oveni kommer de 210 millioner fra sparekataloget. Oveni det igen de 31,9 millioner i udvidelsesbehov, som de samme områder allerede har meldt ind, fordi de ikke kan levere det nuværende serviceniveau for de nuværende penge.
Og så er der historien om de 35 millioner. Efter en analyse fra BDO indregnede byrådet en besparelse på 35 millioner kroner på overførselsområdet. Efter midtvejsreguleringen forventer forvaltningen nu et merforbrug på 14 millioner på samme område, så der foreløbig realiseres 21 af de 35. I det tekniske budget for 2027 og 2028 er der derfor lagt 15 millioner ekstra ind hvert år, fordi gevinsterne kommer »senere end oprindeligt forudsat«. En besparelse, der ikke blev til noget, bliver altså til en udgift, der først skal indhentes i en fremtid, som endnu ikke er planlagt.
Det er her, det absurde viser sig. Ikke i de enkelte tal – de er hver for sig forklarlige. Det absurde er ritualet. Den franske filosof Albert Camus skrev om Sisyfos, der ruller sin sten op ad bjerget, ser den trille ned og går ned for at begynde forfra. Camus mente, at man måtte forestille sig Sisyfos lykkelig, fordi han i det mindste kendte sin sten. Fredericia Byråd kender også sin. Den hedder rammestyring, og den kommer trillende hver september. Forskellen er, at ingen på rådhuset lader til at være lykkelige. De lader til at være overraskede.
For hvad er egentlig meningen med at vedtage en besparelse, som organisationen ikke gennemfører, og som derfor genopstår som et merforbrug, der udløser en ny besparelse? Det er ikke økonomistyring. Det er en bogføring af ønsker. Byrådet vedtager det, det gerne vil have, forvaltningen bruger det, den har brug for, og differencen kaldes en ubalance, som næste års byråd så skal finde et katalog til.
Man kunne mene, at det er kommunernes almindelige vilkår, og at Fredericia blot er som alle andre. Men Fredericia er ikke som alle andre. Fredericia har haft en selskabsskat fra Ørsted, som andre kommuner kun kan drømme om, og som nu forsvinder. I den situation er der ikke råd til ritualer. Der er kun råd til at vælge. Hvad skal kommunen gøre, og hvad skal den holde op med at gøre? Hvilke opgaver hører til i en kommune på 52.000 indbyggere, og hvilke gør ikke? Det spørgsmål besvarer man ikke med en halv procent om året. Man besvarer det ved at sige nej til noget, og ved at sige det højt.
Planstrategien lover en fremtid, ingen kender. Det passer ikke. Fremtiden kender vi udmærket. Den ligner fortiden, medmindre nogen i byrådssalen i aften beslutter sig for, at den ikke skal.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
