Der stod kø uden for apoteket i Algade den første morgen, Tine Klingsten Nielsen låste op: Tolv år senere ejer hun seks apoteker i fire byer og kan stadig ikke sidde stille

Den første morgen stod kunderne i kø ude på fortovet, før hun havde fået låst op. Det var i Algade, dengang Middelfart Apotek lå ved siden af slagteren, i et lokale, som alle var enige om var hyggeligt, og som Tine Klingsten Nielsen med det samme kunne se var uegnet til at drive apotek i. Hun vidste det i grunden godt i forvejen, for inden hun søgte bevillingen, havde hun været på det, hun selv kalder snigbesøg, stillet sig i køen som almindelig kunde og set, hvor lang ventetiden var, og hvor gammeldags det hele gik, når en recept skulle ekspederes. Hun søgte alligevel. »Så det var ret indlysende, at der skulle ske noget,« konstaterer hun.

Det var i 2012. Hun kom fra apoteket på Søndergade i Horsens, hvor hun havde været souschef i mange år under en chef, der havde set noget i hende og over tid havde skubbet hende i retning af at søge en bevilling selv. Da den i Middelfart blev slået op, var der ti ansøgere, og det er mange til et apotek af den størrelse. »Men jeg blev jo så valgt som den bedst egnede, og det var nok, fordi jeg kom fra et apotek, der lignede rigtig meget det, jeg skulle stå med i Middelfart,« siger hun. Hun blev nummer 15 i rækken af apotekere på et apotek, der er over 200 år gammelt, og den første kvinde, og hun fik ikke lang tid til at tænke over det, for det, der fulgte, var en periode, de fleste ville have delt op i etaper.

Hun begyndte stille og roligt at lave arbejdsgangene om i det gamle apotek og brugte samtidig meget tid på at lande en aftale med ejendomsselskabet om nye lokaler på Jernbanegade, hvor kunder og personale kunne parkere lige foran døren, og hvor der var plads til at lave en helt ny oplevelse med robot og nyt inventar. Den, der overtager et apotek, har ret til at blive i de gamle lokaler i to år, så der var tid til at gøre det ordentligt, og hun brugte den. Samtidig købte hun og hendes mand et gammelt hus i det gamle kvarter i Middelfart, som kun havde haft én ejer, og gik i gang med at bygge det om. Og så fik de et barn.

»Jeg havde to måneders barsel. Og så havde jeg en ung pige, der hjalp mig på apoteket, så hun kunne gå med barnevognen ind imellem. Men hele flytningen og ombygningen landede faktisk midt i min barsel, så jeg arbejdede samtidig,« fortæller Tine Klingsten Nielsen. Huset i Horsens var solgt, så det første halve år boede de til leje og kørte frem og tilbage, weekenderne gik med at pille tapet ned og banke, og hverdagene med at lære personalet og kunderne at kende. Da det hele landede, var det til gengæld landet. Apoteket på Jernbanegade åbnede i 2014, og robotten, personalet døbte Robert, tog ventetiden med sig ned i kælderen, hvor den hører hjemme. »Det blev den rigtige beslutning,« siger hun om flytningen, og det er en sætning, hun siden har fået brug for flere gange.

Spørger man, hvad der trak til Middelfart, svarer hun ærligt, at det først og fremmest var muligheden. Chancen for at blive selvstændig i en branche, hvor man ikke bare kan åbne en butik, fordi man har lyst, men skal søge og vælges, og byen kom så med i købet. Den er siden blevet et sted, de har været enormt glade for at bo. Men det er svært at få øje på et tidspunkt, hvor hun har siddet stille i den. »Du kan nok godt fornemme på mig, at jeg er sådan en, der ikke rigtig kan sidde stille så lang tid ad gangen,« bemærker hun, og det kan man godt.

Først var det Strib, hvor hun knoklede længe for at få lov at åbne et medicinudleveringssted ved SuperBrugsen, og hvor hun holdt i fem år, indtil Brugsen lukkede, og sparekassen ved siden af gjorde det samme. Det var dog ikke det, der fik hende til at trække sig derfra, men at stedet var for lille til, at personalet trivedes i det, og det er den slags, der vejer tungt hos hende. Så kom Fredericia. I 2016 overtog hun det gamle Axeltorvs Apotek i Prinsessegade, moderniserede det og åbnede butikken op, og her mødte hun et problem, man ikke læser om i lærebøgerne. Nede i kælderen stod to gamle robotter, og hver gang en bus kørte forbi, rystede hele huset. »Robotterne kunne vi godt have bygget ind igen, men der er lidt udfordringer med vand i Fredericia. Så det her med at have noget teknik, der er så dyrt, nede i kælderen, det går bare ikke,« forklarer hun.

Løsningen var typisk for hende. Hun gik ud på Gothersgade og kiggede efter, hvor folk egentlig gik hen, og de gik ind i Føtex. Hun flyttede forsendelsen op i Sundhedshuset på Dronningensgade og åbnede en filial deroppe, så de to små robotter i kælderen kunne blive til to store i stueplan, og hun husker udmærket, hvordan det blev modtaget i branchen. »Alle troede simpelthen, at jeg var vanvittig, fordi jeg tog beslutningen om at åbne det apotek, og samtlige mine kolleger rystede på hovedet. Det var en ret sjov tid. Men det gik jo meget godt,« bemærker Tine Klingsten Nielsen. Så godt, at apoteket siden flyttede 80 meter ned ad gaden og ind i Føtex, hvor begge parter ifølge hende har fået succes ud af naboskabet.

Udsalget på Vesterbrogade i Fredericia gik samme vej. Kommunen lagde vejen om, de to parkeringspladser foran forsvandt, og hun stod med valget mellem at lukke eller finde et sted med fremtid i. Det blev Nymarksvej i 2021, med parkering nok, og så stor en succes, at lokalet hurtigt var for lille, så hun brugte lang tid på at få Coop med på en ombygning, mens huslejen løb, og i dag kalder hun det en rigtig fin butik med plads til kunderne og plads til diskretion. Oven i det kom Haderslev i 2019 og Kolding i december 2023, inde i Meny på Domhusgade ved siden af en blomsterbutik, og det er, som hun forklarer det, det, der sker, når man har rakt ud. Så er der nogen, der henvender sig. Hun er midt i opremsningen, da hun standser og griner. »Så har jeg jo glemt, at jeg også har åbnet nede i Haderslev,« siger hun, og tilføjer, at hun i den periode har løbet sine medarbejdere godt og grundigt trætte.

Det lyder som trang til bevægelse, og det er det også, men der ligger en kold beregning under. Middelfart Apotek var, da hun overtog det, en tilskudsbevilling, et apotek så lille, at det fik penge fra de andre apoteker for at kunne eksistere, og det vidste hun. »Hvis der en dag skulle ske noget i Middelfart, så stod jeg der med den ene bevilling og en meget lille omsætning. Så jeg var nødt til at gøre noget,« siger hun. Da reformen i 2015 åbnede for, at en apoteker kunne drive flere enheder, tog hun muligheden, og siden har det ene taget det andet med sig, ikke tilfældigt, men med det lange lys på, som hun kalder det. Hun har sagt nej til tilbud undervejs, der ikke passede ind, og de steder, hun har sagt ja til, ligger, hvor folk kommer i forvejen, ved et supermarked, med parkering, og tre steder lige ved siden af et sundhedshus, så kunden kan gå fra lægen og direkte ned til disken. »Det har hele tiden været med for øje, at det skal være en sund forretning. Det skal også være et rart sted at være for personalet,« fastslår hun.

Den næste bevægelse er allerede i gang, og den foregår ikke i mursten. Hun har siddet i et hurtigtarbejdende udvalg om kunstig intelligens under Apotekerforeningen, hendes apoteker har været pilotapotek for den AI-løsning, branchen bruger nu, og hun arbejder videre på, hvordan it-systemerne kan gøre hverdagen nemmere for medarbejderne og sikre, at kunderne får den rigtige information. Hvis hun havde flere timer i døgnet, siger hun, ville hun gøre meget mere ved den del, og så retter hun sig selv med det samme. Måske skulle hun bare fokusere bedre. Det tager vi til den tid. Hun ser en fremtid, hvor alle går rundt med en sundhedsagent i lommen, hvor smartwatches og chatbots allerede nu gør folk klogere på deres egen krop, og hvor apoteket må blive dygtigere for at følge med, og hun ser samtidig en strøm af AI-genererede sundhedsvideoer på de sociale medier, som nogen tjener penge på, og som kunderne skal lære at sortere i. »Og så alligevel, det menneskelige touch går jo aldrig af mode. Det kan godt være, at unge mennesker handler alle deres ting på nettet, men på et eller andet tidspunkt har de brug for, at der er nogen, der kan hjælpe dem,« siger Tine Klingsten Nielsen.

Om der kommer flere apoteker til, vil hun ikke sige, for det er strategi. Men hun siger gerne, hvad apoteket skal blive til. Et sundhedscenter mere end en medicinbutik, med test og vaccination, samtaler om vejrtrækning, ernæring, rygestop og vægttab, hjælp til at trappe ud af medicin, og på sigt måske genordination af flere præparater og test for halsbetændelse, som man allerede ser i udlandet, alt sammen for at aflaste de læger, der har ventelister nok i forvejen. »Der ligger nogle muligheder, hvor man kan aflaste lægerne på nogle dele af det,« siger hun, og det er den slags sætninger, der plejer at ende med, at hun åbner et sted mere.

På Jernbanegade står der ikke længere kø ude på fortovet om morgenen. Robert tager sig af det nede i kælderen, og apotekeren, der stillede sig i køen som kunde for at se, hvad der var galt, er for længst videre til det næste.