Sådan starter alle gode eventyr, fortællingen fortsætter som regel med, at hovedpersonen går grueligt meget ondt igennem for til sidst at nå den lykkelige afslutning.

Det er skønt at bo i Fredericia, men et eventyr kan man næppe kalde det, for med det nye budget for Fredericia er der ikke udsigt til leve lykkeligt i al fremtid, eller dvs. det er svært at gennemskue for der er stadig rigtig meget som er uafklaret.

Men et er klart, vi skal bruge ca. 8,8 millioner kroner til gratis buskørsel for alle, det synes jeg  godt nok er mange penge. Jeg er helt med på, at vi alle skal gøre noget for den grønne opstilling, og netop derfor var der lagt op til at busruterne skulle omlægges, så der ikke køres med næsten tomme busser. Se det ville være med til at skåne vores miljø. 

Og helt ærligt, så synes jeg at de ca. 8,8 millioner kroner, kunne bruges meget bedre på den borgernære omsorg, der kunne købes rigtig mange times omsorg til vores ældre, vores udsatte og vores børn.

Jeg kender til brugere af vores ældreomsorg, og de personaler som kommer hos dem, gør det godt, men nøj hvor kunne der bruges flere timer her f.eks. til lidt mere rengøring.

Vores børnehaver kunne sagtes bruge noget mere personale, og vores skoler, tænk hvad så mange penge kunne gøre af forskel, der kunne være rigtig mange timer med to lærere tilstede – og jeg tror ikke, at det er gået nogens næse forbi, at der er rigtig meget mistrivsel blandt børn og unge. 

Måske kunne ordningen, med at man stopper i børnehaven i april samme år hvor man skal starte i skole, rulles tilbage, så vores børn fik lov til at være børn bare lidt længere. 

Personligt tror jeg ikke på, at Fredericia bliver et mere eventyrligt sted at bo fordi der nu er udsigt til at alle kan køre gratis med bus, men jeg tror, at hvis vi i stedet havde brugt de mange penge på at opgradere vores borgernære omsorg, ville vi være godt på vej – tænk hvis vi kunne brande os på det, i stedet for gratis busser. 

Gitte Vetter