Det konsekvensløse samfund: Regningen kommer. Ansvaret gør ofte ikke.
Jeg mener ikke, at enhver fejl skal koste en fyring. Det ville være både urimeligt og dumt. Men gentagne fejl, manglende opfølgning og advarsler, der ikke bliver taget alvorligt, bør have mærkbare følger for dem, der har ansvaret. Ellers lærer systemet noget meget uheldigt: at det godt kan betale sig at vente, bortforklare og skrive endnu en plan, i stedet for at forbedre sig.
I mit arbejde som auditor lærte jeg at stille enkle spørgsmål: Hvem har ansvaret? Hvad gik galt? Og hvad sker der, så fejlen ikke gentager sig? Simple spørgsmål som man også stiller i bestyrelsesarbejdet.
I politik og offentlig forvaltning får ofte vi et andet svar: En undersøgelse. En skarp kritik. En ny handlingsplan. Måske en næse - sådan fortsætter systemet. Det er det konsekvensløse samfund, at ingen nogensinde får kritik eller mister sin post. Hvem sikrer fejl bliver rettet og motiverer medarbejder og ledelsen til løbende at forbedre sig.
På ejendomsvurderingssystemet kritiserede Rigsrevisionen gentagne gange Skatteministeriets styring. I 2021 vurderede Rigsrevisionen, at projektets samlede budgetterede økonomi kunne skønnes til mindst 3,6 mia. kr. Den oprindelige, ikke-konsoliderede økonomiske ramme var 96 mio. kr. i 2015-priser. Rigsrevisionen pegede på manglende overblik over økonomi, fremdrift, tidsplan og risici samt utilstrækkelige oplysninger til Folketinget. Det var ikke små skønhedsfejl i et regneark, men alvorlige problemer med styring og kontrol.
I 2025 blev projektets endelige omkostninger opgjort til 4,9 mia. kr.
Det er ikke kun gamle it-systemer og store byggerier. I 2026 kaldte Rigsrevisionen politiets håndtering af både personfarlig kriminalitet og økonomisk kriminalitet meget utilfredsstillende. Sager blev lukket uden den nødvendige efterforskning, og nogle blev lukket af medarbejdere uden bemyndigelse. Når det sker, er konsekvensen ikke bare en dårlig rapport. Det er mennesker, der måske står tilbage uden svar, tryghed eller retfærdighed.
Minksagen viser, hvorfor debatten skal være præcis. Der var politiske konsekvenser: Mogens Jensen gik af som minister, og sagen førte til omfattende undersøgelser og kritik. Men en politisk afgang er ikke automatisk det samme som et klart personligt retsligt ansvar. Samtidig blev kompensation og følgeudgifter i 2025 skønnet til 29,2 milliarder kroner. Det er et skøn – men uanset det endelige beløb er regningen enorm.
Vi har haft seks rigsretssager siden 1849. Tre ministre er blevet dømt. Det viser, at der findes en vej til et personligt ansvar. Men den bliver brugt yderst sjældent, og Folketinget skal selv beslutte, om en sag skal rejses. Det gør spørgsmålet politisk såvel som juridisk: Hvornår er en næse, en advarsel eller en ministerafgang nok – og hvornår er det ikke?
Lokalt ser vi, hvor lang tid problemer kan få lov at stå på. På Langeland har myndigheder dokumenteret omfattende fejl i behandlingen af familiesager og fulgt kommunen gennem et langvarigt tilsynsforløb. I Fredericia blev en sag om en tidligere borgmester undersøgt af politiet, som ikke fandt grundlag for at rejse en straffesag. Det beviser ikke i sig selv, at nogen har begået en forbrydelse. Men det minder os om, at politisk ansvar, administrativ kritik og strafferetligt ansvar er tre forskellige ting.
Det er her, problemet ligger: Ansvaret bliver ofte delt ud på udvalg, styregrupper, rådgivere, regler og skiftende chefer. Når alle har været inde over, kan det ende med, at ingen rigtig ejer resultatet. Regningen lander hos skatteborgerne. Konsekvenserne lander hos borgerne og medarbejderne. Men ansvaret for, at det skete, kan være svært at få øje på.
Derfor bør store offentlige projekter have én tydeligt ansvarlig leder, åbne regnskaber for tid, kvalitet og økonomi – og en offentlig gennemgang, når målene ikke bliver nået. Kritikken skal føre til handling. Ikke bare til endnu en rapport, som ender i en skuffe med en pæn ryg.
For et samfund uden tydelige konsekvenser bliver ikke mere menneskeligt eller mere tillidsfuldt. Det bliver bare dyrere, langsommere og sværere at rette op på.
