(Foto: AVISEN)

Dansk Industri havde dog gerne set konkrete skattelettelser allerede i 2024, hvor særligt manglen på bedre vilkår for generationsskifte og forskning og udvikling er udtalt

Der er er overordnet smil på læberne i Dansk Industri (DI) efter finansminister Nicolai Wammen (S) flankeret af økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har præsenteret regeringens forslag til en finanslov for 2024. I erhvervsorganisationen er der glæde over mange af de tiltag, der er med, men også skuffelse over forslag, der ikke har klaret cuttet til regeringens finanslovskatalog.

-Regeringen rammer hovedet på sømmet, når erhvervsuddannelserne får et massivt tilskud frem mod 2030. Manglen på arbejdskraft er et af de allerstørste problemer i fremtiden, og særligt kommer vi til at mangle flere faglærte, når vi skal gennemføre den grønne omstilling, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Han roser også, at der kommer flere midler til iværksætteri.

-Det er helt nødvendigt med bedre forhold for iværksættere, hvis Danmark skal være et af de bedste lande at starte og udvikle virksomhed i. Det kræver politisk fokus og økonomisk prioritering, og for at gøre det attraktivt at investere i iværksættervirksomheder kunne man med fordel begynde med at sænke aktie- og kapitalbeskatningen og løse problemet med lagerbeskatning ved børsnoteringer, siger DI-direktøren.

Han har også pæne ord til, at regeringen har prioriteret penge til at fjerne sagspuklerne ved domstolene og styrke udenrigstjenesten

Fradrag forsvandt

DI havde dog gerne set, at der var initiativer i finanslovsforslaget, der prioriterede en styrkelse af Danmarks konkurrencekraft med bedre vilkår for generationsskifter og forskning og udvikling (FoU).

-Det er helt oplagt at få genindført FoU-fradraget på 130 pct. og at få styrket vilkårene for generationsskifte, for på begge områder halter vi efter andre lande i EU og OECD. Regeringen har hele tiden haft det i regeringsgrundlaget, og det er skuffende, hvis ikke der snart bliver slået søm i det, siger Lars Sandahl Sørensen.

-Der er brug for en snarlig løsning af de massive problemer ved generationsskifte, så familievirksomhederne ved, hvordan de står, når forretningen skal drives videre af næste generation, og at vi igen får konkurrencedygtige vilkår for forskning og udvikling, siger Lars Sandahl Sørensen.

Ingen ny arbejdskraft

Han er ikke imponeret af, at regeringen vil bruge 3 mia. kr. på lønforhøjelser i stedet for målrettede skattelettelser, der bl.a. kan øge det økonomiske incitamentet til, at offentligt ansatte som sygeplejersker og lærere på deltid til vil arbejde mere.

-Vi håber stadig, at partierne vil se på at lempe personskatterne og selskabsskatten allerede i 2024. På den måde kan vi med det samme få sat gang i processen med at øge arbejdsudbuddet, som regeringen selv ønsker, siger Lars Sandahl Sørensen.

DI understreger, at det også er mere fordelagtigt at bruge penge på skattelettelser, da det skubber klart mindre på aktiviteten og inflationen end offentligt forbrug.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her