Fra den 19. til den 21. marts har der været afholdt Fredericia:DOX, og formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V) kalder det en succes.
Med midler fra Kultur- og Idrætsudvalget til at støtte filmfestivalen CPH:DOX, blev der afholdt Fredericia:DOX. CPH:DOX er kendt for sine hybrid-formater, hvor der knytter sig en oplevelse til filmen. Det kan være en minikoncert, et oplæg eller noget tredje, og det blev også tilfældet i Fredericia.
– Det er første gang, og det var en succes. Man kommer til at evaluere på det, men der er et kæmpe potentiale. Det kunne være en vision i sig selv at lave en filmfestival, siger udvalgsformand Peder Tind.
Filmene, der blev vist, var nøje udvalgt. Der var tale om: The Hostage Takers, The YouTube Effect og The Last Rider.
– Det, at man over tre dage kan få udsolgt, viser at vi er lykkedes med det. Det har været spændende film, og i forlængelse af dem har der været mulighed for spørgsmål. Det var ikke monolog, men dialog, og det understøtter visionen om, at vi vil være en filmby, forklarer Peder Tind.
Han peger på, at filmene har ramt bredt, da de ikke har haft samme temaer, og at der derfor har været noget for alle. Nu håber Tind, at festivalen bliver en tilbagevendende begivenhed.
– Forvaltningen har arbejdet hårdt og CPH:dox er interesseret i hvad vi har gjort. Så jeg forventer de vil gøre det til en vedvarende begivenhed, slutter Peder Tind.
Til stede under festivalen var filminstruktørerne Puk Damsgaard og Søren Klovborg, der er instruktørerne til The Hostage Takers. I forbindelse med The YouTube Effect var den lokale radiovært, Line Kirsten Nicolaisen til stede og talte om YouTube og andre sociale medier. I forbindelse med The Last Rider var forfatter og cykelekspert til stede og havde en samtale med publikum modereret af cykelentusiasten Jesper Larsen.