UDDANNELSE. DTU opretter en hub i Fredericia. Det sker efter, at universitetet og Fredericia Kommune netop har underskrevet en samarbejdsaftale, der skal styrke arbejdet på tværs af uddannelse, forskning, erhvervsliv og offentlige aktører.
Fredericia er ikke valgt tilfældigt. Byen rummer et unikt energimiljø, hvor energiproduktion, datacenterkapacitet, store forbrugere, el-systemansvarlige, industri og infrastruktur er samlet på ét sted. Det giver DTU adgang til et laboratorium i fuld skala, som universitetet ikke finder mange andre steder i landet. »Vi er til stede i Fredericia, fordi byen er et af Danmarks stærkeste kraftcentre for energiinnovation. Her får vores studerende adgang til virksomheder, der arbejder med konkrete energi- og forsyningsløsninger, og vores forskere får unikke data, testmiljøer og stærke industripartnere,« siger DTU’s rektor Anders Bjarklev.

Et unikt energimiljø
Fredericia er hjemsted for en lang række virksomheder og aktører, der arbejder i hele innovationskæden fra udvikling til test og industriel skalering af nye grønne teknologier. Energinet, der ejer og driver det overordnede el-transmissionsnet i Danmark, har til huse i byen. Det samme gælder Ørsted, der har et af sine to danske hovedkontorer i Fredericia og ejer Skærbækværket. Dertil kommer Crossbridge Energy og Everfuel, der arbejder med grøn brint til transport, industri og energisystemer.


Fredericia borgmester Peder Tind er ikke i tvivl om, hvad samarbejdet betyder for byen. »I Fredericia har vi et unikt energimiljø, hvor vi allerede samarbejder på tværs, og hvor nye idéer hurtigt kan omsættes til konkrete projekter. Samarbejdet med DTU styrker denne udvikling yderligere og giver vores by en central rolle i fremtidens grønne energisystem,« siger han.
Studerende tæt på virkeligheden
DTU har gennem mange år været til stede i Fredericia, særligt gennem energi- og klimadatahubben Center Denmark, der indsamler og analyserer data fra hele den danske energisektor. Med den nye hub bygger universitetet oven på de eksisterende samarbejder.

Konkret undersøger DTU mulighederne for tre-ugers kursusforløb og feltbaseret undervisning, hvor studerende kommer tæt på driften og teknologierne i energisektoren. På sigt arbejdes der på at etablere erhvervskandidatforløb, hvor lokale virksomheder kan tage imod studerende i længerevarende samarbejder.
Partnerskabet kommer på et tidspunkt, hvor den grønne omstilling står over for nye og komplekse krav. Klimaforandringer, geopolitiske spændinger og udbygningen af vind- og solenergi lægger pres på energisystemet og øger behovet for nye teknologier, data og AI-løsninger, der kan sikre fleksibilitet og balance i energiforsyningen.









