SPORT. Et år i 1. division er forbi, og Middelfart Boldklub er tilbage i 2. division. Lørdag klokken 14 kommer Thisted FC til Middelfart Sparekasse Stadion, og det er første gang siden nedrykningen, at holdet spiller om point.
Truppen ser anderledes ud end den, der sluttede foråret. Sportschef Søren Godskesen har skiftet ud i den, og regnestykket går i klubbens favør på papiret. »Vi har en god stamme tilbage fra sidste år, men vi har også skiftet en del ud og sagt farvel til en ordentlig stribe spillere. Nogle har spillet mere end andre, og så har vi fået nogle nye ind, om end ikke helt så mange, som vi har sagt farvel til,« forklarer han.
Baggrunden ligger i den række, klubben lige har forladt. I 1. division mødte Middelfart hold med fuldtidsprofessionelle spillere og budgetter i en anden størrelsesorden, og det satte grænser for, hvor holdet kunne forstærkes. »Den måde, vi kunne forstærke os på, var mere i bredden. Når vi skulle forstærke os i toppen, var det sværere, fordi vi konkurrerede mod nogen, der var fuldtidsprofessionelle. Så vi havde en trup, der både var bred, men også lidt for bred i forhold til, hvad vi egentlig ønsker,« siger Søren Godskesen. Afgangen er altså efter hans forklaring en tilpasning frem for en besparelse. »Det er mere et udtryk for, at vi har været for mange.«
I 2. division står Middelfart et andet sted i hierarkiet. Sidste sæson mødte holdet oftest modstandere med bedre forudsætninger, og fra lørdag vender forholdet om. »Det er altid svært med sådan en premierekamp. De lever lidt deres eget liv, så det er svært at spå om,« påpeger Søren Godskesen om kampen lørdag og fortsætter. »Kigger man hos bookmakerne, er vi nok rimelig store favoritter til at vinde kampen. Det er i hvert fald mit bud.«
Det gælder også kampen efter, hvor Brabrand IF kommer på besøg fredag den 7. august. »Den rolle skal vi påtage os, fordi vi skal være favoritter i sådan en kamp mod Thisted og i øvrigt også i kamp to mod Brabrand. Og det bliver vi i flere kampe i år, end vi var sidste år,« siger sportschefen.
Optakten har budt på fire ugers træningskampe under cheftræner Kristoffer Johannsen, der vendte tilbage til klubben i januar efter et år i FC Roskilde. Salgs- og marketingchef Yasmin Juel Amer holder ferie, men hun har fulgt forberedelserne. »Vi startede i Hobro, hvor vi fik lidt tæsk, og så er det gået godt siden. Vi har vundet to gange 3-0 og derefter 1-0 i Næsby. Det har været en god forberedelse,« siger hun.
Det, hun ser frem til, handler om tilskuerne. »Vi har forberedt os godt og grundigt, og vi har hentet nogle nye spillere. Nu glæder vi os bare til at komme i gang igen oppe på stadion og til at se en masse mennesker deroppe,« siger Yasmin Juel Amer.
Efter Thisted venter Bredballe IF ude i Betano Pokalens første runde tirsdag den 4. august klokken 18 i BAUHAUS Park, og efter hjemmekampen mod Brabrand går turen lørdag den 15. august til FC Roskilde.







