Saunaerne i Fredericia Idrætscenter har været nedlukket siden oktober som følge af besparelser i forbindelse med energikrisen. Nu genåbner de, oplyser direktør for vækst, teknik og klima i Fredericia Kommune, Rene Olesen, til AVISEN.

Nedlukningen har været genstand for debat. I slutningen af januar blev sagen bragt i byrådssalen, men der var ikke stemning for at gøre noge ved situationen, udover hos Venstre og Nye Borgerlige.

Onsdag har sagen dog taget en ny drejning. Den såkaldte task force, der har været nedsat i forbindelse med krisen, har besluttet at genåbne saunaerne fra på fredag.

– Vi har orienteret Økonomi- og Erhvervsudvalget om, at alle saunaerne i Fredericia Idrætscenter åbner fra på fredag, siger Rene Olesen og kommer ind på baggrunden for det:

– Vi har en skrivelse fra Kommunernes Landsforening, der siger, at vi skal lave besparelser, men der er lagt op til en lokal fortolkning så det ligner kommuner i nærheden, og det er det vi har gjort i det her tilfælde, siger han.

Direktøren slår dog fast, at åbningen af sauna er det eneste tiltag som der laves.

– Vi skal stadig spare, siger Olesen uden tøven.

Af sparetiltag har man kommunalt skruet ned for varmen i kommunale bygninger. I den kolde tid har det medført, at man i eksempelvis klasselokalerne på skolerne har set elever med vinterjakker på.

– Justeringen af varmen har større effekt end saunaerne, så qua vi forsøge at spare, holder vi fast i de andre tiltag, siger Rene Olesen.

For Venstres Peder Tind er genåbningen af saunaerne sød musik i ørerne.

– Jeg er tilfreds med den beslutning task forcen har taget. Vi har presset på i noget tid for at få åbnet op, og vi har diskuteret det i byrådssalen. Det er en glædelig nyhed, også for de mange mennesker, der benytter sig af saunaerne, siger Tind.

Det er task forcen, der har besluttet at åbne op for saunaerne igen. Netop task forcen mente Venstre skulle være nedlagt tidligere, men nu nedlægges den efter planen den 1. april.

– Det er fornuftigt, at man energibesparer og driver en kommune så godt som muligt. Vi har rådført os med KL, men det er klart, når det er serviceforringelser, er det et politisk ansvar. Det er os, der skal stå på mål for serviceniveauet i kommunen, siger Peder Tind og slutter:

– Vi oprettede task forcen i tidernes morgen, da tingene så anderledes ud. Vi så ind i en vinter, hvor vi ikke vidste hvor ville ende. Vi har lært at energibespare klogt, men jeg klager ikke over saunaerne genåbner.

Dermed kan de saunatrængende igen benytte sig af alle saunaerne i Fredericia Idrætscenter fra på fredag.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer