Bostedet Kobbelgården i Fredericia er blevet politianmeldt af pårørende på baggrund af en sag, hvor en borger fik alvorlige forbrændinger på grund af omsorgssvigt. Medlem af Social- og Seniorudvalget, Louis Lindholm, kalder på handling og mener ikke, at en analyse af det specialiserede voksenområde er nok.

– Jeg er rystet.

Det siger Louis Lindholm, efter at have læst om politianmeldelsen af bostedet Kobbelgården 3. Han vidste godt, at der var sager på bostedet, men de relaterede sig til det nylige påbud, der ifølge Socialtilsyn Syd skyldes blandt andet mistrivsel på stedet. De konkrete hændelser, der lå til grund for påbuddet, drejer sig ikke om den politianmeldte sag med den omtalte borger, Sandra, i sagen, som ægteparret Gregersen har anmeldt.

Louis Lindholm kan blandt andet læse, at udvalgsformand Søren Larsen (A) har været orienteret om sagen, der er blevet politianmeldt. Som menigt udvalgsmedlem ville Lindholm gerne have haft informationen fra Larsen.

– Jeg skal have en snak med udvalgsformanden omkring procedurer for sådan noget her. Jeg vil som udvalgsmedlem gerne orienteres om den slags, og det er ikke noget, jeg skal finde ud af, når jeg bliver kontaktet af jer (AVISEN, red.). Jeg bliver trist og ked af det, når jeg læser sådan noget, da det drejer sig om vores mest udsatte borgere. Det her kræver handling nu, siger Lindholm.

Louis Lindholm.

I forbindelse med budget 2024, hvor Venstre indgik i budgetforliget, blev der afsat 500.000 kroner til en analyse af det specialiserede voksenområde. Denne analyse forventes klar i løbet af andet kvartal i 2024, men det er ikke nok for Louis Lindholm.

– Det er fint, at vi undersøger området, men det kræver også handling nu. Jeg ved, at forvaltningen tager sagen med påbudet seriøst, og det er derfor, man er meget optaget af det. Jeg vil egentlig også gerne selv ud på Kobbelgården og tale med dem, siger han.

Der har endnu ikke været udvalgsmøde i Senior- og Socialudvalget siden påbuddet kom på Kobbelgården 3. På tirsdag er der et møde, hvor Lindholm vil have fakta på banen.

– Vi skal have drøftet det alvorligt. Det er ikke kun påbuddet, men også den her sag, som jeg er blevet forelagt. Det er ikke rimeligt, at udvalgsformanden ikke informerer udvalget om den slags, når han var opmærksom på det, forklarer Louis Lindholm.

I forbindelse med sagen om Kobbelgården har det forhenværende byrådsmedlem, Inger Nielsen, foreslået, at man ansætter en socialombudsmand, men det mener Lindholm ikke er løsningen.

– Vi skal have gjort noget, men vi har allerede en borgerrådgiver, der kan tage sig af netop det. Hvis det kører, som det skal, så er der instanser, som tager sig af det, slutter Louis Lindholm.