Emmy’s Kaffebar i Middelfart er nomineret til prisen som Danmarks Bedste Café i kategorien for Fyn, og dermed blandt de seks bedste caféer i regionen. Det betyder, at den hyggelige kaffebar nu er i finalen sammen med 30 andre caféer fra hele landet, som alle kæmper om titlen som Danmarks Bedste i deres branche.

Indehaver af Emmy’s Kaffebar Jacob Sandberg.

For indehaver Jacob Sandberg er det en stor anerkendelse af det hårde arbejde, der dagligt bliver lagt i caféen.

– Jeg kan godt mærke, at det har givet lidt sug i maven. Vi har lige været nomineret til Byens Bedste, og nu har man fået øje på os bredere end kun i Middelfart, siger han og fortsætter ved at understrege, at succesen ikke kun tilhører ham som indehaver, men i lige så høj grad holdet bag: 

– Og så kan jeg da godt mærke, at der vokser en lille stolthed, men jeg sender også nomineringen direkte tilbage til holdet, som hver dag møder ind og tager sig af alle vores gæster.

Selve nomineringen kom som en overraskelse for Jacob, der først troede, det hele var en fup. 

– For at være helt ærlig troede jeg, det var spam. Jeg sad i møde og fik en sms fra pigerne i caféen om, at der nok ville komme et spændende opkald omkring en nominering, da en person havde været i caféen og ville overbringe nyheden, forklarer han med et grin. 

Nomineringen er dog langt fra tilfældighed. Den følger nemlig efter flere lokale anerkendelser, men også opmærksomhed fra folk uden for byen, og for Jacob Sandberg er det en milepæl, der både vækker glæde og ydmyghed. Med titlen følger også et ansvar, som Jacob og hans team ikke tager let på.

– Det er jo altid fedt med anerkendelse, men jeg tager det også med stor ydmyghed. For vi skal hver dag stå på mål for den og sørge for, at hver eneste gæst får den oplevelse, de er kommet til Emmys Kaffebar for, forklarer han. 

Bag den daglige drift står det benævnte dedikeret team af unge medarbejdere, der sørger for, at alt kører, også når Jacob Sandberg ikke selv er til stede. 

– Som indehaver har jeg et kæmpe fokus på, at vi er den bedste arbejdsplads for alle vores unge mennesker, siger indehaveren og forklarer, hvordan hans medarbejdere dagligt løfter et stort ansvar. 

– Hver dag er det et hold af sabbatårspiger, en flexjobber og skoleelever med et fritidsjob, der står for driften og har ansvaret for, at caféen fungerer, forklarer han. 

Hos Emmy’s Kaffebar er tre værdier centrale for både personalet og den oplevelse, gæsterne får: ansvar, respekt og anerkendelse. Det er værdier, som Jacob Sandberg værner om og konstant minder sig selv og sit hold om. Han er ikke i tvivl om, at det er netop disse værdier, der adskiller Emmy’s Kaffebar fra andre caféer. 

– Jeg er helt overbevist om, at vi skiller os ud med vores service over for vores gæster samt vores hjemmelavede madvarer, siger han og fremhæver, at gæsterne altid bliver mødt med oprigtige smil – både når de træder ind i caféen, og når de forlader den.

Kombinationen af personlig service og mad lavet fra bunden har i høj grad bidraget til caféens succes.

–  Vi ved jo, at folk virkelig sætter pris på, at alt er hjemmelavet, og det kan man smage, fortæller han desuden.

Nomineringen er ikke kun et skulderklap til teamet bag Emmy’s Kaffebar, men også en anerkendelse af den voksende popularitet, som stedet har opnået uden for Middelfart. 

– Jeg ved desværre ikke, hvem der står bag nomineringen, men jeg ved, at vi har rigtig mange gæster, som også kommer uden for Middelfart. Vi er kendt både i Odense og Trekantområdet, siger Jacob Sandberg og afslutter med at forklare, hvad en sejr i finalen vil betyde for caféen. 

– At vinde ville være endnu et stort skulderklap og en manifestation af nomineringen.

Danmarks Bedste Awards er arrangeret af Min By Media og involverer brugere fra hele landet, der stemmer på deres favoritter. Med tæt på 100.000 stemmer sidste år er det en pris, der virkelig betyder noget, og alene det at blive nomineret er en stor ære for Emmy’s Kaffebar.