Af Karsten Byrgesen, Politiker, Regionsrådsmedlem Region Syddanmark og  Næstformand i Region Syddanmarks Videnskabsetiske Komite. Byrådsmedlem i Fredericia. 

For under et år siden stod børnehaven i Herslev til lukning fordi børnehaven ikke var fyldt op. Det fik jeg forpurret under budgetforhandlingerne og fik en garanti for, at børnehaven ikke skulle røres i den næste fire år. 

Derfor bliver jeg både ked af det og vred, når der politisk nu løbes fra alle aftaler. Det er både børne-og familiefjendsk at udse sig et lille og stærkt samfund i Herslev til at betale for overforbruget på rådhuset i Fredericia. Kommunen siger at børnehaven i Herslev ikke er bæredygtig, hvad den floskel så ellers dækker over. 

Er Fredericia kommune klar over, hvilken rutsjetur og forfærdelse sådan en udmelding betyder for ansatte og familierne i det lille samfund. Er kommunen klar over hvilken negativ indflydelse en udmelding om lukning har på livet og bosætningen i Herslev. Det er skændigt. Kommunen skubber, hvor den burde støtte. To andre børnehaver Æblehaven i Vestbyen og Skovlodden i Bredstrup-Pjedsted står til samme tur – lukning. Det vil jeg ikke være med til. Som en tilskyndelse til lukningen tilføjer forvaltningen, at bygningerne er slidte og utidssvarende. Klart. Der er ikke ofret en øre på at holde stederne ved lige. Men hvor der er hjerterum og dygtige og motiverede personale, skal det nok gå. Der tales om dyr renovering, men med en spand maling og et par håndværkere på toiletterne og i køkkenerne kan forholdene forbedres med en lille indsats. Børnefamilierne skal ikke betale for dårlig planlægning og overforbrug og udsigten til et betydelig serviceforringelse. 

Sagen er den, at Fredericia ikke bør mangle penge. En BDO-rapport (BDO er landets fjerdestørste rådgivnings- og revisionsvirksomhed) fremlagt overfor byrådet på budgetseminaret 23. april 2024, kaster sorte skygger hen over kommunen og vidner om et uansvarligt merforbrug på beskæftigelsesområdet. Rapporten nævner, at Fredericia kommune over en treårig periode kan spare 68 millioner kroner. Det reelle tal når alt regnes med er snarere det dobbelte (ifølge en velorienteret kommunal kilde). Hertil kommer et øget forbrug af kommunale medarbejdere, der nu er oppe på over 4500 ansatte. Når der mangler penge til kerne velfærd, skal vi kigge på vores udgifter og indtægter og ikke mindst på vores driftsorganisation. Enhver erhvervsmand og helt almindelig familie ved, at der ALTID er penge at spare på drift / husholdning. Det er der også i Fredericia. Det kræver mod at standse ulykken og det er dumt at lukke øjnene. 

Tiden er ikke til at kaste kommunen ud i gældsætning eller opstarte prestigeprojekter som en ny skole til en kvart milliard kroner. Byens håndværkere står klar til at tage del i den vedligeholdelse af vores bygningsmasse som der er blevet syltet i mange år. Tiden er heller ikke til at lade en værdig behandling af syge og ældre borgere blive stærkt forringet og samtidigt fortsætte et kommunalt overforbrug eller skræmme ansatte i daginstitutionerne og børneforældre fra vid og sans.