Når man træder de famøse “Ti Trin Ned” til kælderen i Norgesgade, får man hurtigt en god følelse i kroppen. Mira Nielsen har bevaret så meget som muligt og man kan let se historiens gang i lokalet, som har huset både Michelin-restaurant og pizzaria. Nu er det en kaffebar, med alt hvad hjertet begærer.

Det er onsdag formiddag hos Stillestund og lyden af de morgenfriske gæster, der nipper til deres kaffe, fylder de gamle buede lofter som danner flere små runde kupler i rummet, man kan mærke en indre ro og hygge sprede sig. Her er indrettet med smukke træborde og stole, de skaber tilsammen en hjemlig og afslappet atmosfære. Man føler sig velkommen og inviteret indenfor hos en gammel ven, for at slappe af og nyde sin kaffe. Mira kigger op, hun smiler, og byder os velkommen.

– Folk drikker meget forskelligt. Filterkaffe og latte er de mest populære valg, mens cortado og flat white ikke sælge så meget. Vi bruger samme bønner til espresso og filter, men skifter netop i disse dage til nye bønner fra Mood Coffee Roasters i Aarhus. Espressoen skal brygges på deres blanding: Nostalgia og filterkaffen på noget de kalder Moon Brothers, fortæller Mira med stor glæde.

Kaffen skiftes snart ud med Mood fra Aarhus

Mira valgte at åbne i Fredericia, med en følelse af, at det var et andet marked end i storbyerne og så kunne hun se sin fremtid i byen. Stillestund har modtaget overvældende opbakning fra byens beboere, og folk har taget kaffebaren ind i deres hjerter. Nok til at Stillestund er blevet nomineret til “Byens Bedste”, noget Mira aldrig havde forestillet sig. I mens denne artikel har været undervejs har Mira og Stillestund faktisk vundet “Byens Bedste”.

– Jeg er vokset op her. Jeg har boet et år i København og et år i Aarhus, og så synes jeg lidt, at det var tid til Fredericia. Jeg vidste godt, at hvis jeg skulle åbne en kaffebar, så skulle det ikke være i Aarhus eller København. Jeg tror på, at det er et lidt andet marked der, og derfor har jeg tænkt at det skulle være her i Fredericia, desuden ser jeg mig selv bo her fremadrettet, og hvis man først har åbnet noget op, så skal man jo også helst kunne se sin fremtid der – så derfor Fredericia, siger Mira Nielsen.

Med økonomisk sans og masser af arbejde i sine små kaffebiler, lykkedes det endelig Mira at være et sted hvor alting faldt i hak og hun kunne åbne Stillestund.

– Jeg har altid sagt, at jeg på et tidspunkt skulle have en kaffebar, så det var mere hvornår. Jeg har sparet penge sammen på kaffebilerne som jeg har haft, har selvfølgelig udbetalt løn til mig selv, men ellers så har jeg sparet alle pengene op, så der har været råd til at åbne.

Stillestund åbnede den 19. september. Alt det hårde arbejde med kvalitetsudstyr og et rigt menukort har betalt sig.

– Jeg har opnået mit mål om at åbne en kaffebar, hvor jeg kan skabe en unik stemning og et fællesskab, jeg er stolt, over hvad vi har opnået indtil videre,” siger Mira Nielsen.

Espressomaskinernes Ferrari, italienske La Marzocco

Men det er ikke kun god kaffe, der har gjort Stillestund Kaffebar så populær. Mira Nielsen har også investeret i en ordentlig espressomaskine. Det er ikke kun glæden, hun får fra kunderne, der har gjort hendes drøm til virkelighed – det er også glæden ved at arbejde med kvalitetsudstyr. Espressomaskinen på baren er af mærket La Marzocco, den er italiensk og for mange i den verden tilsvarende en Ferrari. Det er en to-gruppes espressomaskine, det betyder at den kan lave to dobbelte espressoer på én gang, sagt på en anden måde så kan to baristaer betjene den samtidig.

– Det giver mig glæde hver dag at stå ved den, når man ser, at alt bare fungerer og spiller sammen. Ja, det synes jeg. Især den her følelse det første stykke tid, hver gang jeg har lavet en kop kaffe på den, så er det bare tilfredsstillende. Jeg har snakket med min far om det mange gange, hvor han er sådan: “det er da noget pjat, hvad kan den, som andre kaffemaskiner ikke kan”, men der er bare forskel, fortæller Mira.

Der er rigeligt på menukortet, alt med dobbeltshot, noget som giver god mening hvis man ved hvordan en espressomaskine virker.
Det er nemlig ikke således at man bare lige laver en enkelt espresso, nej den bedste espresso er altid dobbelt og derfor resulterer Miras beslutning ganske enkelt i det bedste resultat.

– Man kan jo sagtens få kaffe andre steder, også god kaffe, men jeg har altid følt at lige det jeg ville med min kaffebar, det var noget andet end det, der var her i byen. Her er noget for enhver svag, men jeg synes også, at der er forskel på de forskellige steder, det er ikke fordi det hele er en kopi af hinanden, der er noget for alle. 

Der findes meget andet end kaffe i montrene hos Stillestund

I fremtiden håber Mira på at have flere arrangementer, lidt som det julearrangementet der var i december. Der er også blevet talt om at en strikke-café kunne være noget eller måske fællesspisning, generelt er der mange “kaffebønner i luften” på Stillestund Kaffebar. Her får man en lille smag af storby og noget som er lidt anderledes end de eksisterende kaffebarer i Fredericia. Et sted, hvor man kan få en god kop kaffe, serveret til unik stemning. Mira Nielsen har opnået sit mål om at åbne en kaffebar og Stillestunds eventyr starter godt, i skæret fra de store gyldne lamper i loftet.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her