Sydøstjyllands Politi opfordrer nu igen ældre og deres pårørende til at være særligt opmærksomme, efter at tre ældre borgere blev udsat for kontaktbedragerier i Christiansfeld og Kolding tirsdag. På kort tid har svindlere frarøvet tre personer deres betalingskort og koder, hvilket samlet har resulteret i hævninger på 37.000 kroner.

Det første tilfælde fandt sted klokken 10.00 i Skovparken, hvor en 82-årig kvinde blev kontaktet telefonisk af en mand, der udgav sig for at være fra Nordea. Han påstod, at hun skulle have et nyt hævekort, og kort efter dukkede en ung mand op ved hendes bopæl. Han fik udleveret kortet og koden, hvorefter der blev hævet 15.000 kroner fra hendes konto. Politikommisær Keld Schou-Jensen fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at manden beskrives som mellem 175 og 180 cm høj, solbrun og med mørkt hår samt overskæg. Han talte desuden dansk.

Senere samme dag, klokken 11.30, blev en 86-årig kvinde på Møllegade i Christiansfeld kontaktet af en mand, der også udgav sig for at være fra Nordea. Manden fik udleveret hendes dankort og pinkode, og senere blev der hævet 16.000 kroner fra hendes konto. Ifølge politikommisæren beskrives gerningsmanden her som en dansk mand mellem 30 og 40 år, cirka 180 cm høj med mørkt hår. Han var iført mørke cowboybukser og en mørk sweater. Politikommisæren bemærker at flere detaljer, herunder signalementerne og fremgangsmåden, tyder på en mulig sammenhæng mellem sagerne.

– Det kan jo godt umiddelbart lyde som den samme gerningsmand, og det er selvfølgelig noget, vi undersøger nærmere, siger politikommissær Keld Schou-Jensen.

Det tredje tilfælde skete klokken 12.00 på Kongensgade. Her blev en 87-årig kvinde kontaktet, og hendes søn meldte efterfølgende episoden til politiet. Mønsteret var det samme: En person udgav sig for at være fra banken og fik adgang til kvindens kort og kode. Fra hendes konto blev der hævet 6.000 kroner, hvilket foregik i en filial af Danske Bank i Kolding. Politikommisæren oplyser, at kvinden var forvirret, og der foreligger derfor ikke et signalement af gerningsmanden.

Sydøstjyllands Politi har gentagne gange advaret borgerne i politikredsen om denne type svindel, der særligt rammer ældre medborgere. Politikommissær Keld Schou-Jensen understreger vigtigheden af, at man aldrig udleverer sit kort eller sin kode til nogen, heller ikke til personer, der påstår at være fra banken.

Efterforskningen af de tre sager pågår, og politiet arbejder på at identificere gerningsmændene.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her