Cecilie Roed Schultz, Enhedslisten Fredericia. Foto: AVISEN

I en tid med stramme kommunale budgetter forbereder byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten sig på de kommende budgetforhandlinger i Fredericia. Schultz understreger de udfordringer, der ligger i at finde de nødvendige besparelser, samtidig med at man forsøger at forbedre kvaliteten af de kommunale tjenester.

Sommerferien er ovre, og det er snart tid til at sætte sig til bords ved budgetforhandlingerne, der forventes at blive svære landet over, da der skal spares penge.

Cecilie Roed Schultz peger på, at en betydelig del af de økonomiske midler går til private bosteder, som ikke nødvendigvis forbedrer kvaliteten af de tilbud, borgerne modtager.

– Vi skal udvide på socialområdet med 19-20 millioner kroner til private bosteder eksternt; det får vi ikke mere for. Det løfter ikke kvaliteten. Det er 20 millioner kroner i profit i private tilbud. Det er meget utilfredsstillende at finde pengene, fordi det ikke løfter os generelt i kvaliteten, siger hun indledningsvist.

Som repræsentant for Enhedslisten i Fredericia Byråd, er Schultz fast besluttet på at holde sig til partiets røde linjer og samtidig forsøge at finde kompromiser, hvor det er muligt. Hun understreger, at de andre partier allerede har stemt for rammerne, hvilket gør forhandlingerne vanskelige for Enhedslisten.

– Jeg skal holde vores røde linjer og finde de områder, hvor vi kan give os lidt. Det er lidt at forhandle om, hvis vi skal leve op til rammerne, som alle undtagen Enhedslisten har stemt for, siger Schultz.

Håber ikke på uddeling

Schultz håber på færre besparelser og advarer mod at uddele “gaver” under forhandlingerne. Det er nemlig normalt kotume året før et valg, at de partier, som går efter borgmesterposten, gør den slags.

– Jeg håber ikke, man giver gaver ud. Jeg håber på færre besparelser. Jeg ved ikke, hvad de andre har tænkt sig. Det er ikke en taktik, vi dyrker. På kommunalt niveau er dem, der strides om magten, optaget af at få vælgerne, forklarer hun.

Enhedslisten lægger stor vægt på at undgå besparelser, der kan have negative konsekvenser for borgerne. Schultz er bekymret for, at mange politikere vælger at gennemføre upopulære besparelser umiddelbart efter et valg for at undgå vælgernes vrede.

– Det er vigtigt at undgå grimme besparelser. Jeg er med på, at mange tager de grimme besparelser umiddelbart efter et valg, men vi ser ind i et budget, hvor det er nødvendigt. Hvis man laver de grimme besparelser på den anden side af valget, så håber nogen nok, at vælgerne har glemt det tre år senere, når de skal stemme igen, slutter Schultz.

Det er forventningen, at man så småt starter ud med budgetforhandlingerne i løbet af august. Allerede nu har byrådet været til budgetseminarer, hvor de har fået fremlagt flere ting i forhold til det kommende budget, der skal forhandles hjem.