Vreden ulmede ved byrådsmødet i Fredericia, hvor tilliden mellem partierne blev sat på spidsen. Særligt borgmesterens håndtering af den seneste rokade og samarbejdsklimaet i byrådet førte til skarp kritik fra flere sider. Enhedslistens Cecilie Roed Schultz lagde ikke fingrene imellem, da hun rettede en kontant kritik mod Socialdemokratiet og borgmesterens ledelse.

Schultz anklagede borgmesteren for at bruge sin magt selektivt og beskyldte ham for ikke at stå ved sine ord. Hendes tale tegnede et billede af et samarbejde, der for længst er brudt sammen, og en tillid, der ifølge hende er på et “historisk lavt niveau”.

Flere partier valgte at undlade at stemme ved den pågældende sag – ikke som en protest mod de involverede personer, men som en klar markering mod borgmesterens håndtering af processen. Cecilie Roed Schultz havde ikke meget stemme tilbage, da hun i går skulle fremføre sin kritik, men hun lagde, som skrevet ikke fingrene imellem.

– Jeg vil prøve at spare lidt på min stemme, for der er ikke så meget af den. Det er meget uheldig timing, for der er vældig meget, jeg gerne vil sige omkring det her. Derfor er jeg også glad for, at vi har haft en lang snak, Søren, hvor jeg har sagt meget af det, jeg gerne ville sige til dig. Men der er ingen tvivl om, at det er en kapacitet ud over det gennemsnitlige, som forlader det her byråd. Jeg tror, du vil blive savnet hele vejen rundt, til trods for ideologiske forskelle, sagde Cecilie Roed Schultz.

Hun fortsatte med en reference til to citater:

– Når man er ekstra stærk, skal man også være ekstra sød – som Pippi siger. Eller fra et univers, jeg ved, borgmesteren sætter stor pris på: With great power comes great responsibility. Socialdemokratiet sidder med borgmesterposten. Efter valget i 2021 pegede samtlige partier på, at Socialdemokratiet skulle have borgmesterposten. Nogle af os gik endda til valg på det. Socialdemokratiet valgte heldigvis at lave en bred konstituering med alle partier frem for en smal flertalskonstituering. Jeg bildte mig ind, at det var fordi, I tænkte, det var bedst sådan. At et bredt samarbejde var vejen frem. At I ikke ville trumle ting igennem blot fordi, I kunne mønstre et flertal, for eksempel med SF og Enhedslisten.

Schultz påpegede aftalen omkring rokader:

– Under konstitueringen blev der aftalt flere ting. Blandt andet – på baggrund af en tidligere periode med partihopperi, hvor eksempelvis de konservative mistede deres mandat efter Jean Brahes alt for tidlige død – besluttede vi, at posterne tilfalder det parti, som den, der udtræder, er valgt ind for. Det er meget fornuftigt. Men der har været brug for at lave rokader en hel del gange i denne byrådsperiode, også på tværs af partierne. Det har foregået i god orden og uden, at nogen er blevet beskyldt for forlisbrud. For det er det selvfølgelig ikke, når man indgår en aftale, som begge parter er enige om.

Herefter gjorde hun det personligt:

– Jeg har gentagne gange forsøgt at blive tænkt med i en rokade, så jeg kunne passe de nye forpligtelser, jeg har fået uden for byrådet her i 2024. Jeg har prøvet at være flink og samarbejdsvillig. Jeg har prøvet at hjælpe. Og jeg har også prøvet at sætte hårdt mod hårdt. I den forbindelse er det blevet opfattet, som om vi har taget nogle andre partiers holdninger til en rokade for givet. Det vil jeg gerne undskylde for – særligt til de konservative. Men man skal også huske, hvem der sidder for bordenden. Hvem det er, der er den stærke. Hvem det er, der har magten til at vælge at samarbejde eller at undlade det. Jeg kan ikke give poster væk til nogen uden at involvere et andet parti, fordi der kun er mig i min gruppe. Jeg er fuldstændig afhængig af, at nogen vil lave en rokade sammen med mig. Her sidder Socialdemokratiet altså med nøglen, sagde Cecilie Roed Schultz og tilføjede:

– Jeg har aldrig oplevet noget lignende som det, der er sket de sidste to uger. Jeg har stadig svært ved at begribe det. Konklusionen er, at vi i Enhedslisten står med en oplevelse af, at borgmesteren kun vælger os, når han er nødt til det. Kan han undlade at inddrage os, så gør han det. Kan han samarbejde med os? Eller hjælpe os? Så gør han det kun, hvis han er tvunget. Så længe han har mandater nok til at sikre sig et flertal – uanset hvor smalt det måtte være. Det er ikke den ånd, vi gik ind i konstitueringen med. Det er ikke den aftale, vi indgik dengang.

“Stukket i ryggen”

Gennem 11 år har Enhedslisten været loyale, støttende og taget kugler for Socialdemokratiet i Fredericia, men det stopper nu. Enhedslisten har nemlig lært, at man bliver stukket i ryggen.

– I næsten 11 år har Enhedslisten været loyale og støttende over for Socialdemokratiet. Vi har samarbejdet, vi har taget kugler, og vi har fået beskidte hænder. Den tid er tydeligvis slut nu. Det her var en oplagt mulighed for at vise Enhedslisten, at man gerne ville samarbejde med os. At man ville hjælpe os, når vi havde brug for hjælp. Ligesom vi har hjulpet Socialdemokratiet med ting, der også har kostet os. Men vi bliver først reelt lyttet til, når vi sætter hårdt mod hårdt. Det er en dyr lektie. For vi har lært, at når borgmesteren har sikret sit flertal på en anden måde, så kan vi forvente at blive stukket i ryggen, fortalte Cecilie Roed Schultz, og slot fast, at tilliden til borgmesteren er meget lille lige nu.

– Socialdemokratiet kan bruge deres magt, som de ønsker. Men så må I også tage til efterretning, at vi i Enhedslisten er færdige med at tro på, at vi har et samarbejde, der går begge veje. Når vi kigger fremad, bliver det alvorligt. Hvordan skal vi kunne forhandle om noget som helst med en borgmester, der ikke står ved sit ord? Hvordan skal vi stole på aftaler? Enhedslistens tillid til borgmesterens ord har aldrig været mindre – og det siger ikke så lidt i en kommune som Fredericia. Enhedslistens holdning til den konkrete sag:Med det forløb, der har været omkring denne rokade, kan vi ikke være med til at blåstemple den. Men for ikke at skabe yderligere uro og ud af respekt for de mennesker, som rokaden omfatter, vælger vi at undlade at stemme. Både ved dette punkt og det næste.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her