Forberedelserne til kommunalvalget i 2025 er i fuld gang, og i Haderslev har Enhedslisten og Alternativet valgt at gå sammen i et valgforbund. Det oplyser partierne til AVISEN.

Valgforbundet samler kræfterne mellem de to partier, der traditionelt har haft et tæt samarbejde om grønne og sociale dagsordener. Fra Alternativet stiller Søren Haastrup op som kandidat. Ved kommunalvalget i 2017 repræsenterede han partiet i Fredericia, hvor han opnåede 89 personlige stemmer – ikke nok til en plads i byrådet. Siden da er han flyttet til Haderslev Kommune.

På vegne af Enhedslisten repræsenterer Helene H. Appel partiet i byrådet i denne valgperiode, og hun er blandt de profiler, der bidrager til samarbejdet i valgforbundet.

I en fælles udtalelse forklarer partierne:

– Enhedslisten og Alternativet har tradition for at være tætte allierede, når det kommer til politisk samarbejde. Derfor er det naturligt at fortsætte dette arbejde for konkrete forbedringer for børn, unge, ældre og udsatte borgere. Vi vil som Haderslevs grønneste valgforbund intensivere kampen for fjord, dam og vores fælles grundvand. Naturen skal have mere plads, og Haderslev skal have mere vild natur.

Valgforbundet har en klar ambition om at sætte fokus på klima- og miljøpolitik samt sociale indsatser, der kan styrke lokalsamfundet. Med udgangspunkt i en fælles grøn vision håber de to partier at vinde opbakning til kommunalvalget i november.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her