Efter tre år i Fredericia Byråd stiller Louis Lindholm fra Venstre op til kommunalvalget i 2025. Med erfaringer fra sociale udvalg, budgetforhandlinger og arbejdet som leder af Fredericia Frivilligcenter reflekterer han over en periode, der har været både krævende og givende. For Lindholm handler politik om grundighed og stabilitet – og ikke mindst om at skabe konkrete resultater for borgerne i Fredericia.
Når man spørger Venstres Louis Lindholm, hvordan det har været at træde ind i Fredericia Byråd, er svaret klart: Det har været en lærerig rejse. Efter snart fire år som byrådsmedlem genopstiller han nu til kommunalvalget i 2025, og han ser tilbage på sin første periode med både stolthed og refleksion. For ham er arbejdet med byrådets beslutninger en opgave, der kræver både tålmodighed og grundighed – men som også kan give konkrete resultater.
“Det hårde arbejde sker bag kulisserne”
En af de første ting, der slog Lindholm, var, hvordan beslutningsprocessen i byrådet adskiller sig fra, hvad mange borgere måske forestiller sig. For de fleste Fredericia-borgere er byrådssalen synonym med kommunale beslutninger. Men virkeligheden er langt mere kompleks.
– Når man først træder ind i byrådet, tager det et stykke tid at finde ud af, hvad metoden er, og hvor beslutningerne egentlig træffes. De fleste beslutninger bliver truffet, før vi overhovedet når til byrådsmødet. For eksempel var parkeringsbetalingen i Midtbyen allerede godkendt i Teknisk Udvalg, før den nåede byrådssalen. Det betyder ikke, at der mangler demokrati – det betyder bare, at arbejdet sker tidligere i processen, og det er vigtigt, at folk forstår det, siger Lindholm. Men på byrådsmøderne er mulighed for en bred debat om de forskellige beslutningspunkter og plads til ændringer, inden udvalgenes anbefalinger godkendes af byrådet.
Han påpeger, at dette ofte kan forvirre borgerne, der undrer sig over den tilsyneladende manglende debat i byrådssalen.
– Det hårde arbejde ligger før møderne. Når man ser beslutningerne blive truffet i byrådssalen, har de allerede været diskuteret og godkendt i udvalg. Det er her, den egentlige debat finder sted, forklarer han.
Denne indsigt har været en øjenåbner for Lindholm, som hurtigt måtte tilpasse sig et arbejdsflow, hvor forberedelse er altafgørende.
– Jeg kan godt lide at være grundigt forberedt til møderne, så man ikke står og undrer sig over, hvad der bliver diskuteret. For en enkelt sætning kan ændre meget, hvis man ikke er på, siger Louis Lindholm.
Venstre og den politiske retning
I byrådet repræsenterer Lindholm Venstre, der udgør en vigtig del af det politiske landskab i Fredericia. Han beskriver samarbejdet med sine kolleger i Venstres byrådsgruppe som både konstruktivt og homogent.
– Vi er fem i vores gruppe, og vi dækker de fleste områder. Det betyder, at vi kan sidde og drøfte tingene i gruppen, sikre os, at vi er enige, og så få det videreført. Det er med til at skabe de bedst mulige løsninger for borgerne. Det er vigtigt for mig, at vi arbejder konstruktivt i Venstres byrådsgruppe. Vi har en homogen og stærk gruppe, og vi sikrer os altid, at vi er enige, før vi træffer beslutninger, siger Lindholm.
For Lindholm handler det politiske arbejde ikke kun om at være en del af et parti, men også om at være en del af et hold, der arbejder mod fælles mål for borgerne i Fredericia.
– Jeg føler, at vi gør en forskel. Jeg er 100 procent overbevist om, at vi er på rette vej. Det er sjovt at se, hvordan arbejdet giver resultater og udvikling, siger han.
Fra frivilligcenter til byrådssal
Lindholm bringer en unik baggrund med sig ind i byrådet. Som leder af Fredericia Frivilligcenter har han allerede stor erfaring med at arbejde i et lokalt, politisk præget miljø. Den erfaring har givet ham en særlig forståelse for de udfordringer, borgerne står over for.
– Det er en helt anden dimension at være med til at påvirke beslutninger, frem for kun at rådgive. Når man arbejder på baggrund af de stemmer, der har valgt én, så føles det som et kæmpe ansvar – men også som en mulighed for at gøre en reel forskel, siger Lindholm og fortsætter:
– Jeg har tidligere haft tæt kontakt med politikere i forbindelse med mit arbejde, men det er noget helt andet at sidde i byrådet og have det afgørende ansvar.
Fokus på ældreområdet og sociale udfordringer
En stor del af Lindholms arbejde i byrådet har været centreret omkring sociale områder og ældrepleje. Han nævner, at det er et område med mange udfordringer – ikke mindst på grund af stramme budgetter.
– Vi har haft nogle svære situationer, særligt i forhold til budgetterne på plejeområdet. Men vi har sat en kurs, der er nødvendig for at få styr på økonomien. Jeg tror på, at vi er på rette vej, og det er en proces, der tager tid, siger han.
Han fremhæver også de udfordringer, der har været med vikarbureauer, og understreger, at der arbejdes på at skabe mere stabilitet på området.
– Selvom plejeområdet er højt prioriteret, er der flere tiltag i gang for at styre økonomien. Vi prøver at skære ned på omkostningerne, og det er nødvendigt, forklarer han.
Borgerinddragelse som demokratisk styrke
Lindholm fremhæver også, hvordan borgerinddragelse har spillet en vigtig rolle i hans tid som byrådsmedlem.
– Jeg husker tydeligt før sidste budget, hvor der var demonstrationer. Det er et godt signal for demokratiet, når folk kommer ud og viser deres holdninger. Det lytter vi selvfølgelig til, og det tager vi seriøst, siger han.
Han nævner I.P. Schmidt Gården og Stoppestedet som eksempler på, hvordan borgernes stemme har været med til at påvirke beslutningerne. Begge steder, der stor til besparelser forud for budgetforhandlinger.
– Det er vigtigt, at folk føler, at deres mening betyder noget, og at de bliver hørt, slår Lindholm fast.
Et blik mod fremtiden
Med kommunalvalget i 2025 for øje ser Lindholm frem til at fortsætte det arbejde, han har påbegyndt. Han håber på en styrket indsats for byens udvikling og understreger, at han fortsat vil stå fast på sine værdier.
– Jeg føler mig forpligtet som valgt byrådsmedlem. Når folk spørger mig om beslutninger eller politik, står jeg ved mine holdninger, og det er noget, jeg lægger stor vægt på, siger han. Troværdighed er et nøgleord for mig – både før , under og efter et valg.
Lindholm slutter med at understrege, at han ønsker at være en del af en byrådssammensætning, der kan skabe konkrete resultater.
– Jeg tror på, at vi kan skabe en klar retning for Fredericia – en retning, der bygger på stabilitet, men også på modet til at tage de nødvendige beslutninger. Det er det, jeg ser frem til at fortsætte med, slutter Louis Lindholm.
I denne byrådsperiode sidder Lindholm i Beskæftigelse- og Sundhedsudvalget, samt Senior- og Socialudvalget. Derudover sidder han i Handicaprådet , i bestyrelsen for Ulleruphus Plejehjem og i Kulturkaserneudvalget.