Everfuel har modtaget besked om tildeling af 1,8 milliarder kroner i produktionsstøtte fra Den Europæiske Hydrogen Bank. Støtten går til første fase af Projekt Frigg, et planlagt storskala brintanlæg i Vejen. Men det er fra Fredericia, at beviset for konceptets levedygtighed kom.
Det fredericiatilknyttede selskab Everfuel har de seneste år bygget og sat i drift et af Europas mest omtalte brintanlæg. HySynergy-anlægget på Ydre Ringvej 65 i Fredericia, opført i samarbejde med Crossbridge Energy, EWII, TREFOR og Energinet, er et 20 MW elektrolyseanlæg, der spalter vand til grøn brint ved hjælp af strøm fra elnettet. Brinten ledes direkte til det nærliggende Crossbridge Energy-raffinaderi via rørledning og bruges til at producere grønnere flydende brændstoffer til fly, skibe og tung transport.
Det er den teknologi og erfaring, Everfuel nu bygger videre på i stor skala.
Torsdag den 29. maj meddelte selskabet, at det har modtaget tilsagn om produktionsstøtte på 7,32 kroner pr. kilogram brint fra Den Europæiske Hydrogen Banks auktionsprogram for grønne brintprojekter i Danmark. Det svarer til en samlet støtte på 1,8 milliarder kroner over projektets løbetid. Støtten dækker 200 MW elektrolysekapacitet i første fase af Projekt Frigg, der skal placeres i Revsing Energipark ved Vejen.
»Vi er utrolig stolte over at modtage meddelelsen om produktionsstøtte fra EU-kommissionen og det tyske forbundsministerium for økonomi og energi, som bekræfter Projekt Friggs konkurrenceevne og modenhed,« siger Jacob Krogsgaard, CEO og stifter af Everfuel.
Frigg er planlagt til at vokse til en samlet kapacitet på op til 2 GW elektrolyse og skal kobles direkte til den dansk-tyske brintinfrastruktur, så grøn brint kan leveres til industrielle kunder i Tyskland og Centraleuropa. Den brint, der i dag kører fra Fredericia til brintbusser i Wuppertal, er en forsmag på det, Frigg i langt større skala skal levere.
Men Jacob Krogsgaard er forsigtig med at fejre for tidligt. Støtten er betinget, og der er stadig en afgørende milepæl forude.
»Selvom vi er glade for støtten, er vores fokus nu på næste vigtige milepæl, som er at sikre kapacitet i brintrøret,« siger han. »Der er fortsat en række væsentlige forhold, der skal afklares for at muliggøre booking, og vi vil fortsætte dialogen med relevante interessenter for at løse disse udfordringer.«
En central kapacitetsbooking i den danske brintinfrastruktur skal finde sted i december. Visse regulatoriske rammer mangler ifølge selskabet stadig at blive tilpasset for at sikre en succesfuld gennemførelse.
Everfuel har hovedsæde i Herning og er ejet af stifterinvestoren E.F. Holding, Swiss Life Asset Managers, Hy24 og HyVC, et joint venture mellem ITOCHU Corporation og Osaka Gas.









