KRIMI. Et færdselsuheld på Sanddal Engvej tirsdag eftermiddag kunne være endt langt værre, end det gjorde. Uheldet skete omkring klokken 15.30.
En 16-årig dreng fra Fredericia kørte på cykelstien i sydgående retning, da der opstod problemer med cyklens gear. Han kunne ikke skifte og valgte selv at tage hånden ned omkring tandhjulet, mens han kørte. Det lykkedes ikke.
Drengen mistede balancen og væltede ud på kørebanen, hvor han ramte ind i en forbipasserende bil. At det ikke gik værre, skyldtes ifølge politiet en heldig detalje. »Han kommer heldigvis ikke til skade, og det gør han ikke, fordi han rammer ind i siden af køretøjet og ikke lige ud foran det,« oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi. Bag rattet sad en 37-årig kvinde fra Fredericia.
Drengen blev kørt på skadestuen til undersøgelse, men slap uden alvorlige skader. »Det var kun nogle overfladiske skrammer,« fortæller Arno Rindahl Petersen.








