I den seneste tid har den 34-årige Ronnie Schwartz trænet med i FC Fredericia. Nu er parterne blevet enige om at indgå en aftale for resten af sæsonen.

Tidligere i karrieren har Schwartz scoret mål på samlebånd i klubber som FC Midtjylland, Silkeborg, og Randers. Hans cv tæller også blandt andet Charlton, Guingamp, Brøndby, og AaB, hvor han også viste målfarligheden frem.

I de seneste par sæsoner har det dog knebet med at få kontinuerlig spilletid af forskellige årsager, hvorfor Schwartz har været klubløs siden i sommer, hvor hans aftale med Hobro ophørte.

– Vi håber og tror på, at Ronnie med sin rutine og erfaring kan hjælpe resten af truppen og bidrage i den resterende del af sæsonen, både på og udenfor banen, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, i en pressemeddelelse.

Efter FC Fredericia solgte Adam Jakobsen, har klubben manglet et ekstra kort i ærmet, og det er der nu kommet i form af Schwartz, der allerede kan få debut på fredag, hvor FC Fredericia spiller den første pokalsemifinale på udebane mod Silkeborg.

Netop i Silkeborg har Ronnie Schwartz haft en af hans bedste perioder i karrieren. Der blev det til 50 kampe med 40 mål til følge, og en del af den tid var under ledelse af FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen.