Thomas Renneberg-Larsen var ét stort smil efter Fredericia Håndboldklubs sejr med 34-24 mod GOG.

Han stod på halgulvet, og man kunne tydeligt fornemme glæden hos Thomas Renneberg-Larsen. Han havde forinden været rundt og tale med flere og fået lykønskninger fra ellevilde fans.

Ikke mange havde spået, at det ville ende med cifrene 34-24 til FHK. Thomas Renneberg-Larsen havde dog troet på, at FHK godt kunne vinde kampen.

– Jeg har altid troet, vi havde en chance, men de var selvfølgelig favoritter. Jeg havde dog ikke regnet med, at vi ville vinde så overlegent. Det er virkelig fantastisk, siger Thomas Renneberg-Larsen.

Stående på hans faste plads på trappen i det ene hjørne, hvor han går frem og tilbage, kunne Larsen se 2.400 ellevilde tilskuere i thansen Arena.

– Kulissen var vild. Vi fik medvind fra starten. Fansene bar os igennem, tingene lykkedes med angrebet og målmændene. Det var virkelig fedt, konstaterer han.

At FHK med sejren nu ender på førstepladsen i slutspilspuljen, virker lidt surrealistisk efter den start, som FHK fik på slutspilspuljen med to nederlag.

– Da vi vandt i GOG, spillede vi os med igen, men de to nederlag til Skjern gjorde, at alt var på et bræt, og at vi spillede så fantastisk var kun dejligt.

Med en plads i semifinalen, hvor Ribe-Esbjerg venter, er det en kamp for FHK mod grundspillets nummer otte, hvor FHK på den anden side endte som nummer to. Derfor vil det logisk være FHK, der er favoritter til at gå i DM-finalen. Thomas Renneberg-Larsen har dog ikke så store armbevægelser.

– Nu er det andre kampe, og Ribe-Esbjerg er også en overraskelse, at de er kommet så langt. Vi er nok favoritter på hjemmebane og har hjemmebane i en tredje kamp, hvis det kommer dertil, forklarer han.

Den første semifinale mellem FHK og Ribe-Esbjerg spilles den 16. maj i thansen Arena, mens Ribe-Esbjerg har hjemmebane den 19. maj.

– Interessen bliver stor, og jeg forventer, at der bliver hurtigt udsolgt. Vi starter billetsalget til vores hjemmekamp tirsdag kl. 10:00, og til udekampen sætter vi os på alle de billetter, som vi kan, og jeg forventer, at vi kan afsætte dem alle, slutter Thomas Renneberg-Larsen.