Fredag indleder Fredericia Håndboldklub slutspillet. Nu er målet at komme så langt som muligt, og i første omgang gælder det derfor om at komme i DM-semifinalen.

FHK står med gode kort på hånden. I forhold til sidste sæson, hvor FHK tog slutspillet med storm, har holdet to point med over til den afgørende fase af sæsonen. Det sker, da holdet spillede et meget flot grundspil, der gav belønningen i form af de to point på forhånd, og samtidig gav kvalifikation til europæisk håndbold til næste sæson.

Forude venter nu seks kampe i slutspillet. Ude- og hjemmekampe mod TMS Ringsted, Skjern og GOG. Det hele starter fredag mod TMS Ringsted på udebane.

– Vi har stor respekt for Ringsted. De har spillet et flot grundspil og har alt at vinde, men vi har vist, at vi også er gode på udebane. Så vi går selvfølgelig ind til kampen for at vinde den, siger administrerende direktør i FHK, Thomas Renneberg-Larsen.

Generelt set handler det for FHK om at holde hjemmebanen mod de tre hold. Er det tilfældet, vil det give seks point og samlet otte point, hvis man medregner de to point, som FHK har fået på forhånd. I flere år har otte point været nok til at komme med i semifinalen, men skal FHK være helt sikre, kræver det formentlig ni eller ti point. Det betyder, at der skal hentes point på udebane.

– Det er et af de parametre, vi har haft fokus på i denne sæson, og det er også derfor, vi er endt, hvor vi gjorde i grundspillet. Nu skal vi holde skruen i vandet, når det gælder, slår Thomas Renneberg-Larsen fast.

I sidste sæson snuppede FHK bronzen. Spørgsmålet er så, hvad denne sæsons mål med slutspillet er.

– I første omgang gælder det om at komme i semifinalen, og det ser vi gode muligheder for. Hvis det lykkes, så må vi se, hvad der sker, men det kunne være sjovt, hvis vi kunne tage skridtet videre og komme i finalen. Nu handler det dog om de seks kampe i gruppespillet, som vi er i, og så må vi tage det andet derefter, forklarer Thomas Renneberg-Larsen.

Udefra set har FHK gode forudsætninger, men det hele kan blive tabt på gulvet hurtigt.

– Det handler om, at vi er fokuserede og ydmyge til alle kampe. Går vi hen og taber til Ringsted, som er et svært sted at spille, så er det hele pludselig åbent. Det skal vi huske på, og så er den fordel, vi har nu, udlignet, slutter Thomas Renneberg-Larsen.

Der er kampstart mellem TMS Ringsted og FHK fredag klokken 20:00.