Fredericia Håndboldklub står i aften over for en afgørende kamp i Champions League, når de gæster HC Eurofarm Pelister i Nordmakedonien.

Sportshall Boro Čurlevski er arenaen, de fredericianske håndboldspillere træder ind i aften. En arena, der er kendt for sin intense atmosfære. De to hold jagter livsvigtige point i gruppens tætte midterfelt.

Fredericia går til opgøret som nummer otte i gruppen med to point, mens aftenens værter ligger på sjettepladsen med tre point. Resultatet kan få stor betydning for placeringerne og de videre chancer i turneringen. For FHK er det samtidig en chance for revanche efter det skuffende nederlag til Pelister tidligere på sæsonen i Odense. Dengang førte Fredericia med 12-9 ved pausen, men en svag anden halvleg kostede dyrt, og kampen endte med en sejr til gæsterne.

HC Eurofarm Pelister har markeret sig som en af Nordmakedoniens stærkeste klubber med en rig historie. Klubben blev grundlagt i 1946 og har gennem årene vundet flere nationale mesterskaber. Efter fusionen med Eurofarm Rabotnik i 2020 har klubben sat sig ambitiøse mål om at dominere både nationalt og internationalt. De genvandt den makedonske Superliga i 2023 efter 18 års tørke og har profiler som Filip Kuzmanovski, der allerede har nettet 43 gange i denne sæsons Champions League, samt målmanden Nikola Mitrevski, som med en redningsprocent på 30,9 % er blandt turneringens bedste.

Men Fredericia har for alvor fået gang i det gode spil. Holdet kommer med fornyet selvtillid efter en imponerende sejr over Bjerringbro-Silkeborg i HTH Herreligaen i weekenden. Med en suveræn præstation, hvor især Sebastian Frandsen lukkede godt af i målet, viste holdet, at de kan præstere på højeste niveau. For FHK’s Thorsten Fries bliver det en særlig uge, da han netop har underskrevet en kontrakt med rivalerne fra Kolding gældende fra næste sæson, men står han på det niveau, som han har vist i sæsonen indtil nu, så ser det godt ud for Fredericia i aften. Det bliver spændende at se, om han og Frandsen kan gentage weekendens præstation og dæmme op for Pelisters skarpe skytter.

For den skadede Sebastian Henneberg og Reinier Taboada bliver kampen et gensyn med deres tidligere hjemmebane. Begge har tidligere spillet for Pelister og kender derfor både holdet og den intense atmosfære, der venter i aften. Op mod 3.500 passionerede tilskuere vil skabe en larmende kulisse, som Pelister trives i. Det bliver interessant at se, hvordan FHKs cheftræner Guðmundur Guðmundsson griber det strategiske spil an i aften. De seneste kamp har få ændringer i taktikken ved timeouts skabt gode resultater for Fredericia. Kan han gentage det i aften?

Kampen handler ikke kun om point, men også om momentum i turneringen. Med sejr kan Fredericia tage et vigtigt skridt fremad i tabellen og vise, at de hører hjemme på den europæiske scene. For HC Eurofarm Pelister er det en mulighed for at udbygge deres position og styrke ambitionerne om avancement.

Alt er på spil, når kampen fløjtes i gang klokken 20.45. Du kan følge med i kampen og få opdateringer på Fredericia AVISEN.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her