Fredericia Håndboldklub indleder søndag aften den sidste del af grundspillet. Inden aftenens kamp mod SønderjyskE er FHK på andenpladsen, og fortsætter takterne fra efteråret, ser det godt ud for fredericianerne.

FHK’s januar har været præget af en del skader, men det lysner ifølge meldingerne. James Junior Scott kom galt afsted i træningskampen mod Ribe-Esbjerg og forventes ikke at spille mod SønderjyskE, men til gengæld er Sebastian Henneberg igen med på holdkortet. Efter at have været med det islandske landshold i januar, er Einar Olafsson atter til rådighed. Samtidig har Kristian Stoklund haft endnu længere tid til at komme sig over den skade, som har hæmmet ham i alle testkampene, men hvor han har bidt smerterne i sig, spillet aflastningsminutter og samtidig taget sig af straffekast.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I fraværet af de etablerede spillere har Jonas Kruse grebet chancen, og derfor blev det også til sikre sejre mod Skjern og Bjerringbro-Silkeborg, efter at det blev til et knebent nederlag mod Ribe-Esbjerg i en kamp, hvor FHK udover de førnævnte spillere også manglede Sebastian Frandsen. Kruse har styret spillet med stor sikkerhed og samtidig vist det gå-på-mod, som han havde, da han var med til at sikre FHK sejren i pokalkvartfinalen mod Skanderborg AGF.

Det er svært at lægge noget i træningskampe, men i det store hele har det set godt ud med FHK-briller, da man på trods af fraværet af flere profiler har kørt sikre sejre hjem mod Skjern og BSH. Særligt var det lovende mod BSH, der kom i stærkeste opstilling med undtagelse af Rasmus Lauge, som endnu ikke har sat det store aftryk i det midtjyske efter hjemkomsten til dansk håndbold.

SønderjyskE, som FHK møder, kæmper for at komme med i slutspillet. I den henseende var det et bet for dem, at TMS Ringsted sejrede på udebane mod Skanderborg AGF, og derfor har SønderjyskE nu fire point op til den slutspilsgivende ottendeplads. Det begynder derfor allerede nu at spidse til, selvom der resterer otte kampe af grundspillet. Et nederlag til FHK vil fra start sætte dem i en svær situation, da der så ikke er råd til mange flere pointtab i de resterende kampe.

adp-as.dk

FHK på den anden side kan lave et større forspring til tredjepladsen, da Bjerringbro-Silkeborg spillede 30-30 mod Mors-Thy i fredags. En sejr til FHK søndag aften vil betyde, at FHK har seks point ned til Bjerringbro-Silkeborg, og selvom man ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt, så vil det være et rigtig godt udgangspunkt for at beholde andenpladsen i ligaen. Andenpladsen vil betyde, at FHK går ind i slutspillet med to point i banken, i modsætning til sidste sæson, hvor fredericianerne kom i slutspillet med et rundt nul på pointtavlen. Ligeledes vil andenpladsen betyde, at FHK er garanteret at spille europæisk håndbold til næste sæson, hvilket også er klubbens målsætning.

Der er kampstart mellem FHK og SønderjyskE i thansen Arena klokken 20:00.