Torsdag aften spiller Fredericia Håndboldklub på udebane mod TTH Holstebro. Får FHK minimum uafgjort med hjem fra opgøret er holdet sikret en plads i slutspillet.

Inden opgøret er der seks point mellem FHK på syvendepladsen og TTH Holstebro på niendepladsen. Med fire kampe tilbage af grundspillet er det derfor last call, hvis fredericianerne skal overhales af Holstebro-klubben, som FHK vandt 34-32 over i det første opgør mellem de to hold i sæsonen. Med uafgjort i aftenens opgør vil der fortsat være seks point mellem de to hold, og da FHK vil være bedst indbyrdes, kan TTH ikke gå forbi fredericianerne.

Kigger man på de to holds formbarometre står det i stor kontrast til hinanden. I de seneste syv kampe er det blot blevet til et enkelt point, og det var mod bundholdet HC Midtjylland. Noget anderledes står det til med FHK, der har gjort rent bord i de første fire ligakampe i 2023, og dermed har kurs mod slutspillet.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Det, der særligt er lykkedes for FHK specielt i de tre seneste kampe, har været forsvaret har stået knivskarpt. Lasse Balstad og Einar Olafsson har fundet ind i et samarbejde, der har gjort det svært for modstanderne at nedbryde den fredericianske defensiv. Offensivt har der været stabilitet over bagkæden med Reinier Taboada og James Junior Scott i spidsen. Den cubansk-franske duo har skilt sig ud med store individuelle præstationer, og minimeret antallet af tekniske fejl i forhold til efterårssæsonen.

Fortsætter FHK takterne, som der var inden den korte landsholdspause, skal TTH Holstebro stå tidligt op, selvom man ikke skal undervurdere dem. På deres hold finder man spillere som Nikolaj Markussen, Allan Damgaard og Magnus Bramming, der alle har et højt niveau. Rammer de først dagen, kan de blive svære at have med at gøre, men det har ikke været tilfældet i noget tid. Derfor er TTH Holstebro nu at finde på niendepladsen, og kæmper for at komme med i slutspillet.

adp-as.dk

En malurt i bægeret for FHK er, at Nikolaj A. Nielsen blev skadet i den seneste ligakamp mod Aalborg. Nielsen var inde i en god periode i FHK, hvor han var blevet den foretrukne stregspiller, men i stedet må Rasmus Meyer trække læsset som den eneste naturlige stregspiller i FHK’s ligatrup.

Trods Nikolaj A. Nielsen er ude med en skade, kan FHK sikre sig slutspilspladsen torsdag aften. Svaret på om det lykkes findes i Gråkjær Arena, hvor der er kampstart klokken 19:00.