Reinier Taboada spillede en hovedrolle, da FHK lørdag vandt 30-29 på udebane mod Ribe-Esbjerg. Sejren gør, at FHK er godt på vej til at indfri deres målsætning om at ende i top-4 i grundspillet, der vil give adgang til europæisk håndbold til næste sæson.
FHK var ramt på ressourcer, da flere af spillerne løb rundt med sygdom i kroppen. Det til trods endte fredericianerne med at vinde opgøret, og er nu på andenpladsen med fem point ned til tredjepladsen, og nok så vigtigt syv point ned til femtepladsen. Derfor var smilet stort hos Reinier Taboada efter kampen mod Ribe-Esbjerg.
– Det var en god kamp. Vi kom for at tage de to point. Alle kampe er vigtige, og det her var endnu et skridt på vejen for at nå vores målsætning, siger Taboada.
Ved pausen var stillingen 19-13 til FHK. I anden halvleg vendte kampen på hovedet. Et par hurtige scoringer i starten af anden halvleg dannede grobund for en tæt anden halvleg, hvor Ribe-Esbjerg fik udlignet til 29-29, men FHK endte med at vinde 30-29.
– Det er sådan, som håndbold er. Vi startede godt ud. I anden halvleg brændte vi lidt skud, men vi blev ved og holdt fokus og fik de to point, forklarer Reinier Taboada.
Med sejren mod Ribe-Esbjerg holder FHK nu EM-pause på en sikker andenplads.
– Det er meget godt for os. Jeg er glad for, vi ligger hvor vi gør, og i det nye år skal vi fortsætte og forsøge at komme i Europa Cuppen, siger Taboada.
Cubaneren endte selv med at spille en hovedrolle i opgøret med otte mål. Han er dog ikke så meget for at tale om hans egen præstation.
– Jeg er altid forberedt, så jeg er glad for målene, men det vigtigste er sejren for holdet, slår Reinier Taboada fast.
Der var store gloser, der blev talt undervejs i kampen overfor dommerparret. Den leg gik Taboada dog ikke selv med på, selvom han undrede sig over særligt kampens sidste angreb, da Ribe-Esbjerg havde bolden.
– Nogen gange forstår man ikke dommerne. De spillede næsten bolden rundt i et minut. Det er sådan, det er, men det vigtigste er, vi holdt fokus, siger den cubanske bagspiller.
Frustrationerne var så store i FHK-lejren, at det blandt andet betød, Kristian Stoklund fik en udvisning for brok, mens fredericianerne var i angreb.
– Jeg var ikke så frustreret. Flere af mine holdkammerater var det. Jeg kan ikke påvirke dommerne, så jeg lader mig ikke gå så meget på af det, slutter Taboada.