FHK spillede ikke op til deres bedste, men mindre kunne også gøre det. Grebet blev strammet i de sidste 25 minutter, og det endte med at sikre FHK en sejr på 31-26 mod Nordsjælland.

GOG, Skjern og TMS Ringsted.

Det bliver de hold, som FHK er i slutspilspulje med. Det står fast efter, at sidste runde af grundspillet er afviklet. Inden det kom så vidt, skulle FHK have spillet deres kamp mod Nordsjælland.

For FHK var det et spørgsmål om, hvem det bliver i slutspilspuljen, mens det for Nordsjælland gjaldt kampen om at undgå direkte nedrykning. Det var dog ikke til at se på banen, at FHK ikke havde noget at spille for.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Sebastian Frandsen storspillede i målet, men til gengæld kneb det mere angrebsmæssigt. Særligt Reinier Taboada var dyr i den henseende med store afbrændere. Nordsjælland havde også deres at slås med, men førte 8-6 efter 12 minutter.

Det fik FHK-træner Gudmundur Gudmundsson til at trykke på den grønne timeoutknap. I første omgang var reaktionen at skifte Einar Olafsson ind i forsvaret og sætte Jonas Kruse ind i angrebet. Det gav en effekt samtidig med, at Frandsen tog fra i kassen.

21 minutter inde i opgøret var stillingen 9-9, og så var det Nordsjællands tur til at tage timeout. Den sidste del af første halvleg var præget af personlige fejl, og den, der i den henseende sprang særligt i øjnene, var Kristian Stoklund. Han startede med at skyde et straffekast over mål, men tog et par minutter senere et nyt straffekast. Denne gang blev han reddet af Magnus Petersen, og returbolden, som Stoklund selv fik fat i, ramte stolpen. I den anden ende løb Jonas Raundahl ned og scorede til pausestillingen 13-11 efter en første halvleg, der ikke går ind i historiebøgerne.

I anden halvlegs begyndelse kunne de 1.720 tilskuere se Nordsjælland udbygge deres føring til 17-13 efter 34 minutter, men derfra ændrede kampen fuldstændig karakter. FHK lavede fem mål i træk, og så hed stillingen 18-17. Det skete på grund af utallige boldtab af Nordsjælland, som FHK kynisk udnyttede til at putte bolden ind bag chanceløse Magnus Petersen.

Med et kvarter igen var stillingen 22-19 til FHK. FHK var i fuld kontrol, specielt takket være den defensive bastion, men også via en boldsikker Jonas Kruse, som dikterede FHK’s angrebsspil i de sidste 45 minutter af opgøret. Nordsjælland lagde sig ikke, men FHK var ganske enkelt bedre i den sidste fase af kampen.

adp-as.dk

Slutminutterne benyttede FHK til at tage den unge keeper Rasmus Storm på mål og Malthe Hejsel ind i angrebet. Hejsel fik i det sidste angreb sat kronen på værket, da han spillede Evgeni Pevnov fri, og tyskeren scorede til 31-26, der blev kampens resultat.

Med rundens øvrige resultater betyder det, at Lemvig-Thyborøn Håndbold rykker direkte ned, mens Nordsjælland og KIF klarede frisag, men stadig kan rykke ned i nedrykningsspillet.