Jeffrey Asamoah-Larsen har allerede debuteret på ligaholdet. Fra sommeren 2026 er han bundet til klubben i to år. Fredericia Håndboldklub har indgået en toårig aftale med Jeffrey Asamoah-Larsen fra FHK Akademi gældende fra sommeren 2026. Den unge venstre back har fået sin håndboldopdragelse i Vamdrup IF og spillede tre sæsoner i Kolding, inden han i denne sæson skiftede til FHK Akademi. Til trods for sin unge alder nåede han allerede at debutere på ligaholdet i efteråret 2025.
I den kommende sæson skal Jeffrey primært spille U19 og supplere med træninger hos ligaherrerne, så han gradvist vænner sig til seniorniveauet.
»Jeffrey er en spændende og talentfuld venstre back med et stort potentiale. Vi anerkender hans talent og indstilling og tror på hans fortsatte udvikling, og derfor har vi indgået en aftale med ham,« siger direktør Thomas Renneberg-Larsen.
For Jeffrey selv betyder kontrakten mere end blot et stykke papir.
»Jeg er ekstremt taknemmelig, glad og stolt over at få denne mulighed i Fredericia. Det betyder utroligt meget for mig, for jeg ved, hvor meget arbejde der ligger bag det. Det at klubben viser den her tillid til mig, det er noget, jeg sætter stor pris på. Jeg ser frem til nogle gode og lærerige år i Fredericia, hvor jeg får mulighed for at lære af dygtige trænere og spillere,« siger Jeffrey Asamoah-Larsen.
Aftalen er ikke en enkeltstående begivenhed. Jeffrey er ligesom målmand Kalle Møller en del af FHK Akademi og U17-ligatruppen, og de to kontrakter afspejler ifølge direktøren et målrettet arbejde i klubbens talentudvikling.
»Det er et resultat af et godt arbejde fra vores trænerteam med akademichef Morten Moldrup i spidsen. Samtidig sender det et vigtigt signal til vores unge spillere om, at dedikation og udvikling bliver anerkendt og belønnet i Fredericia Håndboldklub,« siger Thomas Renneberg-Larsen.








