Avisen

Nyheder og indsigt fra Avisen.

Lyngaard Bødker

avisen.nuSport

FHK vil bygge et fort i egen hule

FHK vil bygge et fort i egen hule

SPORT. Fredericia Håndboldklub åbnede sæsonen på bedst tænkelige vis med en flot udesejr på 31-24 over Nordsjælland Håndbold i Hillerød, og søndag eftermiddag venter den første prøve foran eget publikum, når Ribe-Esbjerg HH gæster Middelfart Sparekasse Arena klokken 15. For cheftræner Mathias Madsen handler det om at tage energien fra premieren med ind i det, klubben gerne vil have til at ligne en fæstning.

»Først og fremmest tog jeg en næsten fejlfri kamp med. Jeg synes, at vores tekniske niveau i kampen var virkelig godt, og så synes jeg, at vi leverede defensivt rigtig, rigtig fint på mange parametre. Og en god målmandspræstation af Torbjørn inde i målet,« siger Mathias Madsen om sejren i Nordsjælland, hvor målmand Torbjørn Bergerud stod en stærk kamp. Cheftræneren fremhæver også et velfungerende angrebsspil, der skabte store chancer, selv om effektiviteten godt kunne have været skarpere.

Med søndagens opgør vender holdet tilbage til hjemmebanen, og det ser Madsen frem til. »Det glæder vi os voldsomt til. Vi har en fantastisk fanskare, det så vi både sidste år, men også i onsdags, hvor der var rigtig mange fans med. Vi ved, at stemningen ofte er voldsomt god, og der er mange mennesker,« siger han. Ambitionen er klar — arenaen skal være et sted, hvor det bliver svært at komme som modstander.

Enly 930 x 180

Modstanderen skal dog tages alvorligt. Ribe-Esbjerg vandt selv sin sæsonpremiere med 34-32 over Mors-Thy, og sidste sæson tabte FHK begge indbyrdes opgør. »Det er et stærkt hold. Det er virkelig meget den samme stamme, som de havde sidste år, og hvis man kigger på deres forår, så var de faktisk rigtig, rigtig gode og meget tæt på at nå top otte. Så der venter også en rigtig svær kamp,« vurderer Madsen.

Nøglen bliver, at fredericianerne kan matche gæsterne fysisk og få lukket ned for deres omstillinger. »Det, der er vigtigt mod Ribe, er, at vi fysisk kan stå imod. De har et par stærke stregspillere, og så har de et par dygtige bagspillere, som kan lave mål ud fra mange meter af. Dertil synes jeg, at de har en rigtig stærk kontrafase, så vi skal have skoene skruet rigtig på, så vi kan komme hjem og stå,« siger cheftræneren.

Til søndagens kamp er Pelle Segertoft fortsat den eneste skadede, mens resten af truppen er klar. Ugen er brugt på en normal optakt med fokus på angrebsspillet den ene dag og forsvaret den næste, og stemningen i truppen er høj efter den gode start. »Når man vinder, så kommer der automatisk en god stemning, og den energi er vi glade for. Den vil vi prøve at tage med videre,« siger Madsen.

Og målsætningen ændrer sig ikke, selv om det nu er på hjemmebane. »Det er jo det, vi spiller efter hver eneste gang — at få en god sejr. Vi vil selvfølgelig spille rigtig fint foran vores hjemmepublikum, og jeg er lige så glad for at vinde her,« slutter cheftræneren, der dermed går efter de første point i egen hule.

Lej en pølsemand 930 x 180

Læs også

Norsk offensivprofil skifter mesterskabsklub ud med FredericiaBirksø bliver i den røde trøje frem til 2030En idrætspolitik, der blev til en organisationMiddelfart Boldklub fik sit 12 nederlag i 2026