Sebastian Frandsen var på alles læber efter FHK’s sejr på 30-26 over Bjerringbro-Silkeborg. Keeperen leverede en pragtpræstation, som sent vil blive glemt.

“Med nummer 1, Sebastian Frandsen,” sådan lød det gang på gang fra speakeren i opgøret, hvor Frandsen endte med en redningsprocent på 43,33. Særligt i første halvleg var Frandsen outstanding. Han reddede det ene skud efter det andet, og efter 18 minutter havde han kun lukket ét mål ind. BSH scorede deres tredje mål efter 19 minutter og 51 sekunder.

I de sidste ti minutter af første halvleg lavede BSH seks mål. Det betød, at de efter første halvleg havde scoret ni mål mod FHK’s 11. I anden halvleg blev forskellen mellem de to hold endnu større, og undervejs viste Sebastian Frandsen stor kvalitet. Eksempelvis da han lavede en dobbeltredning i det 58. minut. Først reddede han et skud fra Patrick Boldsen på fløjen, men bolden røg over til Thomas Solstad i helt fri position; også han brændte på Sebastian Frandsen. Da kampen var slut, viste måltavlen 30-26 til FHK, og Sebastian Frandsen kunne lade sig hylde som ‘man of the match’ i sin første ligakamp for FHK.

Omgivet af fans talte AVISEN med den populære Frandsen, som kunne konstatere, at han var en levende mur i den første del af kampen.

– Det var en fed følelse. Vi dækkede fantastisk op, og det gjorde det nemmere at stå på mål, siger Frandsen.

adp-as.dk

Sebastian Frandsen er ikke kommet til FHK bare for at nyde tilværelsen. Han vil ud og præstere på det højeste mulige niveau og sigter efter en endnu bedre sæson end sidste år. Derfor var sejren mod BSH et skridt på vejen.

– Vi blev nummer 3 sidste år, så selvom BSH har fået Lauge, skal vi kunne slå dem, hvis vi vil være bedre end sidste år, siger Sebastian Frandsen.

I sidste sæson endte FHK på syvendepladsen i grundspillet. I denne sæson er målet, at grundspilsplaceringen skal være højere. Dette er vigtigt, da grundspillet er adgangsgivende til at spille europæisk håndbold, og det kræver en fjerdeplads.

– Gudmundur har sagt, at vi skal i Europa, så ja, vi skal ende deroppe i grundspillet, fortæller Frandsen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

FHK har spillet svingende i træningskampene og i pokalkampen mod TMS Ringsted, men lørdag lykkedes det FHK at sætte en helstøbt præstation sammen for første gang.

– Vi satte en god kamp sammen, men jeg synes også, vi skiftede mere ud i dag end i de andre kampe. Det gjorde, at vi fik friske kræfter ind, og var gode til sidst, så vi kunne opretholde trykket, fortæller Sebastian Frandsen.

Næste gang Frandsen og FHK skal i aktion er på onsdag, hvor Lemvig-Thyborøn venter på udebane.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her