KRIMI. En patrulje standsede natten til onsdag klokken 01.02 en tysk registreret personbil på Vejlevej i Kolding ved en rutinemæssig kontrol.

Da betjentene kiggede ind i bilen, sad der ingen på førersædet. Én sad på passagersædet, og tre sad på bagsædet, hvor en 28-årig mand sad »lidt akavet« i midten uden sikkerhedssele. Politiet vurderede, at det var ham, der havde ført bilen, hvilket han erkendte.

Manden viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer og frakendt førerretten. Han blev kortvarigt anholdt, og ved visitationen blev han fundet i besiddelse af en peberspray. Han er sigtet for kørsel under påvirkning, kørsel i frakendelsestiden og besiddelse af pebersprayen.

En af de øvrige i bilen, en 30-årig mand, blev fundet med en foldekniv. Alle fire er efter fast procedure sigtet for overtrædelse af våbenloven, men sigtelsen frafalder for dem, der ikke havde noget på sig.

Alle fire personer er danskere, og politiet undersøger nu, hvorfor de kørte i en udenlandsk registreret bil.

Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.