Der er lagt op til en eftermiddag med blues, jazz, country og sanselige sange, når FredericiaLive lørdag den 12. september inviterer til udendørs koncert i Tøjhusets gård. Fra klokken 15 til 18 går fire orkestre med rødder i Fredericia på scenen — Beyond Blues, Glatnakkerne, Seven Up og Andelsbandet — og alle er velkomne. Koncerterne er gratis.
Anledningen er en stor en af slagsen. Fredericia kan i år fejre 40-års jubilæum for byens levende spillested. Det begyndte i Det Bruunske Pakhus i 1986, og siden har spillestedet udviklet sig med flytningen til Tøjhuset i 2017 og Eksercerhuset i 2021. Fra dag ét gjorde man en dyd ud af at præsentere lokale bands — og derfor er det netop lokale orkestre, der får æren, når jubilæet markeres med en hel weekend fyldt med musik den 11. og 12. september.
Faktisk var der musikalske toner i Tøjhuset, allerede før spillestedet officielt åbnede i Pakhuset. Jazzbandet Seven Up spillede i bygningen i 1982, længe før den blev istandsat og etableret som spillested. Kommunen valgte med købet af Det Bruunske Pakhus i 1980 at satse på det som Fredericias kulturhus og spillested. Pakhuset blev indviet i 1986, hvor også Fredericia Jazzklub blev etableret — og hvor Seven Up spillede en mindeværdig julekoncert.

Nu, 40 år senere, er Seven Up igen med til at markere jubilæet. Fire af bandets medlemmer — Knud Schwaner på trombone og vokal, Kent Illum på guitar og banjo, Leif Urhøj på kontrabas og Per Andersen på trommer — går på scenen med happy jazz- og swingmusik, hvor velkendte jazzstandarder og evergreens fortolkes med energi og spilleglæde.
Eftermiddagen åbnes af Beyond Blues. Der er gået mere end 30 år, siden en lille gruppe unge mennesker med fælles interesse for blues mødtes første gang i et øvelokale i Fredericia og dannede bandet. Det oprindelige Beyond Blues gik i opløsning i slutningen af 90’erne, men tilfældighederne førte fire af de oprindelige medlemmer sammen igen for få år siden — og kærligheden til bluesmusikken havde kun vokset sig dybere. I dag tæller bandet John Leø på sang, Morten B. Andersen og Danny Rothemejer på guitar, Benno Steen Jeppesen på klaver og orgel, Lene Leø på bas og kor samt Thomas Leø på trommer. På repertoiret står numre af blandt andre Stevie Ray Vaughan, Joe Bonamassa, Cream og Allman Brothers Band.
Glatnakkerne har også en lang historie i byen. Bandet blev dannet i januar 1991 under navnet Karin & Glatnakkerne og spillede sit første job på Det Bruunske Pakhus den 28. februar 1992. Året efter medvirkede bandet på den lokale cd Frock 93 med sangen »Cannibal Man«. I 2026 har bandet skiftet ud i besætningen og kalder sig nu blot Glatnakkerne. Kvintetten — Lars Stenør Larsen, Peter Rüsz, Kristian Bjeld, Henrik Lauritsen og Bettina Hovgaard Matthiesen — spiller en personlig blanding af country, blues, pop og rock.
Eftermiddagen rundes af med Andelsbandet, den legendariske lokale kvartet, der stadig spiller sanselige sange fra 70’erne, skrevet af Otto Knudsen, og fra 80’erne med tekster af arbejderforfatteren Erik Frank Hansen — kaldet »Frankenstein« — og musik af Lars Frederiksen, der har været med, siden bandet blev dannet i 70’erne. Andelsbandet har flere gange fyldt cafeen i Tøjhuset op til bristepunktet, senest i maj i år.
»Tag din mand, kone eller kæreste fra dengang med, eller tag hvem du end fandt, sidst du hørte Andelsbandet, med til endnu en forrygende eftermiddag. Vi kommer alle, som vi er, og vi gi’r den hele armen — sammen,« lyder det fra bandet, der i dag består af Lars Frederiksen på vokal og guitar, Bo Holm Rasmussen på guitar, Henrik Lauritsen på bas og Michael Hennig Jensen på trommer.

Programmet for koncerterne i Tøjhusets gård lørdag den 12. september er Beyond Blues klokken 15.00-15.30, Glatnakkerne klokken 15.45-16.15, Seven Up-kvartetten klokken 16.30-17.00 og Andelsbandet klokken 17.15-17.45.
Koncerten i gården er en del af en større fejring af spillestedets 40-års jubilæum, som finder sted i Tøjhuset den 11. og 12. september. Fredag aften er der lokalaften med fremtidens musikere fra Fredericia, og lørdag aften byder på jubilæumskoncert med Søgge & Påskerockerne, Barock, Littlefish og Freddy Slab. Siden årsskiftet har en gruppe af musikarrangører, musikildsjæle og musikere med rødder i Fredericia planlagt fejringen — blandt andre Dan Dorschel, Helle Lillethorup, Søren Andersen, Jan Midjord, Leif Urhøj, Thomas Kvist Christiansen, Carsten Linde, Kent Michael Jensen, Jørgen Vesterlund Jensen og Martin Andersen. Der kan læses mere om jubilæumsweekenden på tojhuset.dk/koncerter.








