Fra 1. juli stiger prisen på fjernvarme i Fredericia med cirka 1,5 procent. Stigningen kommer som følge af en prisstigning fra leverandøren TVIS, der peger på øgede energipriser og kapacitetsomkostninger efter en kold periode først på året. Et standardhus kommer til at betale 233 kroner mere om året.

Prisen på fjernvarme i Fredericia stiger fra den 1. juli. Det oplyser Fredericia Fjernvarme i en meddelelse til forbrugerne.

Stigningen ligger på cirka 1,5 procent og betyder, at et standardhus får en årlig regning på 12.841 kroner mod tidligere 12.608 kroner. En forskel på 233 kroner om året.

Baggrunden for prisstigningen er en tilsvarende stigning hos leverandøren TVIS, der forsyner Fredericia Fjernvarme med varmen. Ifølge TVIS skyldes prisstigningen øgede energipriser samt øgede kapacitetsomkostninger som konsekvens af den kolde periode først på året.

Direktør Carl Hellmers udtrykker forståelse for stigningen, men holder samtidig fast i, at den ikke er overraskende.

»Det er selvfølgelig beklageligt, at priserne stiger,« siger Carl Hellmers, direktør i Fredericia Fjernvarme. »Men vi er da ikke særligt overraskede. Når energimarkederne viser en opadgående tendens, så plejer fjernvarmepriserne også at blive påvirket i samme retning.«

Forbrugerne er blevet varslet om prisstigningen i forbindelse med den seneste a conto-opkrævning, der blev udsendt den 1. juni. Selve stigningen vil dog først slå igennem på opkrævningen til betaling den 1. august.

De nye priser kan ses på fredericiafjernvarme.dk.