7., 8. og 9. juni vil Fynsvej være lukket for al trafik ind mod Kolding på strækningen fra den store rundkørsel ved motorvejen og frem til Nr. Bjertvej. Lukningen sker som led i TVIS’ etablering af en ny stor forsyningsledning, der skal sikre fjernvarme til Almind, Vester Nebel, Ågård, Gravens, Viuf og industriområdet ved Kokbjerg.
Her kan du se, hvordan trafikken bliver påvirket:
Fra fredag kl. 19 lukkes Fynsvej i sydgående retning fra den store rundkørsel ved motorvejen og frem til Nr. Bjertvej
Fynsvej i sydgående retning genåbnes, lige så snart entreprenøren er færdig med arbejdet og senest mandag kl. 06.
– I weekenden skal vi have koblet fjernvarmeledningen på Fynsvej og Nørreskovgårdsvej sammen. Det kræver desværre, at vi er nødt til at lukke for trafik i sydgående retning. På den her strækning kan vi ikke bare lede den sydkørende trafik over i modsatte kørebane, da Fynsvej i nordgående retning deler sig i to retninger frem mod rundkørslen, siger projektleder Jens Fink, TVIS, og fortsætter:
– Fynsvej er en af de mest trafikerede indfaldsveje til Kolding, men ved at udføre arbejdet hen over weekenden kan vi forhåbentlig begrænse de trafikale gener. Samtidig vil jeg appellere til, at bilisterne på motorvejen de pågældende dage overvejer at bruge en anden frakørsel end Kolding Ø (62), hvis de skal ind mod Kolding.