Sparekassen Danmark kommer ud med tilfredsstillende halvårsresultat
Sparekassen Danmarks samlede forretningsomfang steg i første halvår med 10 milliarder kroner, og sparekassen tog i samme periode imod – netto – flere end 5.000 nye kunder.
– Samtidig har vi netto fået 6.968 nye garanter. Dermed passerede vi i foråret en milepæl, nemlig garant nummer 100.000. Vi tager det som udtryk for tillid til sparekassen, at flere end nu 102.000 af vores 349.000 kunder, altså mere end hver fjerde, har valgt at bakke op om sparekassen ved at være garant, siger administrerende direktør i Sparekassen Danmark, Vagn Hansen.
Tilgangen af kunder og det øgede forretningsomfang har bidraget til, at sparekassens halvårsresultat i 2024 før skat voksede til 990 millioner kroner mod 949 millioner i 2023, hvilket svarer til en fremgang på 41 mio. kr.
Højere renteindtægter
Halvårsresultatet er tilsmilet af Nationalbankens renteforhøjelser i 2023. Sparekassen har løbende gennemført renteforhøjelser for udlåns- og indlånsprodukter, så sparekassens rentesatser følger markedsudviklingen. I kombination med højere renteindtægter af sparekassens overskudslikviditet har ændringerne betydet større nettorenteindtægter i forhold til året før. Nettorenteindtægterne var ved halvåret 2024 297 millioner kroner større end ved halvåret 2023.
Stigende omkostninger
Vækst og investering medvirker til stigende omkostninger. Sparekassens omkostninger var i det første halvår 2023 812 mio. kr. I samme periode i 2024 var omkostningerne øget til 1.036 mio. kr., svarende til en stigning på 224 mio. kr. De stigende omkostninger kommer bl.a. fra fusionen med Totalbanken A/S og investering i bedre kundeoplevelser, herunder Saxo Investeringsplatform.
Nedskrivninger på udlån
Generelt har sparekassens kunder en sund økonomi.
– Ved årets begyndelse forudså vi, at vi i hele 2024 skulle nedskrive på udlån for mellem 200 og 250 millioner kroner på grund af de stigende renter, som nogle kunder måske ikke ville kunne honorere. Men det har heldigvis vist sig ikke at holde stik, siger Vagn Hansen.
I 1. halvår 2024 har sparekassen netto udgiftsført nedskrivninger på udlån for blot 12 millioner kroner.
Egenkapital: 13,2 milliarder
– Sparekassens administrerende direktør kan glæde sig over, at Sparekassen Danmarks egenkapital nu for første gang overstiger 13 milliarder kroner, nemlig 13,2 milliarder. Det er en forøgelse på 2 milliarder kroner siden halvåret 2023.
– Dertil kommer, at sparekassen fortsat har solide kapitalforhold. Det kommer til udtryk i de nedskrivningsegnede passiver, NEP-procenten.
– Sparekassens NEP-procent er pr. 30. juni 2024 beregnet ekskl. årets resultat til 26,5 procent, mens NEP-kravet lyder på 19,3 procent. Sparekassen har dermed en kapitaloverdækning på 7,2 procentpoint, svarende til 3,3 milliarder kroner.
– 288 mio. kr. til samfundet
– Sparekassen Danmarks skat af halvårets resultat er opgjort til 216 millioner kroner. Herudover har sparekassen betalt lønsumsafgift for 72 millioner kroner.
– Sparekassen bidrager således efter første halvår 2024 med selskabsskat og lønsumsafgift for i alt 288 millioner kroner til samfundet. Dertil kommer et betydeligt beløb i moms og energiafgifter, som ikke er fradragsberettiget, siger Vagn Hansen.
Forventninger
For hele regnskabsåret 2024 fastholder sparekassens ledelse forventningerne udmeldt i årsrapporten for 2023, der lyder på et resultat i niveauet 2.000 og 2.100 millioner kroner før skat og efter skat i niveauet 1.550 og 1.650 millioner.