Landet over stiger tomgangen for private boliglejemål, og i Region Syddanmark findes landets største stigning i dette kvartal. Det tyder på, at usikre økonomiske tider gør det sværere at leje private boliger ud. I Odense er tomgangen lavere end i resten af regionen, men i både trekantområdet og det resterende Syddanmark er den over landsgennemsnittet.
Boligtomgangen, der beskriver omfanget af ledige boliglejemål, er alene i det seneste kvartal steget med 0,9 procentpoint i Region Syddanmark for den private udlejning. Det er den største stigning på landsplan i dette kvartal, og det betyder, at tomgangen nu er på 4,8 procent i regionen, viser en ny opgørelse fra EjendomDanmark. Det landsdækkende gennemsnit, målt over de seneste 22 år, er på 3,3 procent.
Ifølge Morten Marott Larsen, underdirektør i EjendomDanmark, skyldes den mærkbare regionale stigning blandt andet tiderne:
– Tomgangen har over de sidste fire kvartaler været stigende i Region Syddanmark, men den er dog endnu ikke lige så høj som i Region Midtjylland og Region Nordjylland. Når det så er sagt, så kan vi med stigningen i regionen se, at befolkningen generelt bliver mere forsigtige med boligjagten i usikre tider. Lige nu er det sådan, at det nuværende regionale udbud af private udlejningsboliger, er stort nok til at dække hele den regionale efterspørgsel i Syddanmark.
I Odense er der kun tale om en lille stigning på 0,1 procentpoint, imens de store stigninger ses i trekantområdet og kategorien ”Øvrige Syddanmark,” der begge runder en boligtomgang på 5,5 procent. I Øvrige Syddanmark er det en årsændring på hele 3,1 procentpoint.
Stigning over hele landet
For hele landet gør det sig gældende, at tomgangen er steget med 0,6 procentpoint for den private boligudlejning i forhold til sidste kvartal. Det vil sige, at den nu er på 3,8 procent. Stigningen kommer i kølvandet på en lang periode, hvor lejeboligernes fleksibilitet har givet danskerne tryghed i en økonomisk usikker tid med energikrise og inflation.
– Selvom et usikkert ejerboligmarked generelt set har fået flere til at søge mod privat boligudlejning, så har det nu også fået flere til at vælge andre boligløsninger i den private udlejningssektor, siger Morten Marott Larsen, og uddyber:
– Man rykker måske tættere sammen på de kvadratmeter, der er til rådighed. Der er naturligvis fortsat brug for de private udlejningsboliger, men det ser ud til, at usikre økonomiske tider kan gøre det sværere at leje ud.
De mindste boliger har den laveste tomgang
Der er dog fortsat stor efterspørgsel på de mindste boliglejemål. Det vil sige boliglejemål, der arealmæssigt er mindre end 75 kvadratmeter. Tomgangsprocenten for disse boliger er den laveste med sine 3,1 procent, og generelt ses det, at boligtomgangen bliver højere, jo større arealet er. For de største boliglejemål, over 150 kvadratmeter, er niveauet på 5,7 procent.
– Det handler om, at der er blevet bygget for få mindre boliger, og at de mindste boliger er billigere, og derfor ikke lige så let påvirkelige, når økonomien er trængt. De bliver måske faktisk endnu mere eftertragtede, siger Morten Marott Larsen.