Knud Herbert Sørensen har en lang erhvervskarriere bag sig i Middelfart Sparekasse, men det stod ikke i kortene, at han skulle ende i finanssektoren. Hans gamle matematiklærer på handelsskolen rystede på hovedet, da han fortalte, at han havde fået læreplads i en bank.
Knud Herbert Sørensen er 71 år i dag. Han er født i Middelfart, hvor han og familien i de første år boede i Søndergade, men efter nogle år rykkede de op på førstesalen i en villa. Han er vokset op i en familie, hvor begge forældre arbejdede, hvilket ikke var normalt på den tid.
– Min far var VVS’er, og min mor var kontorassistent på statshospitalet, hvor hun sad i omstillingen. Min far havde en periode på ti år, hvor han var selvstændig. Han reparerede blandt andet græsslåmaskiner i hele Syddanmark. Jeg er ud af et stolt arbejderhjem, konstaterer Herbert, som han omtaler sig selv i daglig tale.
– Mine forældre arbejdede hele tiden, og vi manglede ikke noget, men der var ikke udlandsferie og andet, som man ser i dag. Da jeg var omkring fem år, fik min lillesøster på tre år desværre kræft og døde, men jeg kan ikke huske det præcist. Når jeg tænker over det i dag, forstår jeg faktisk ikke, hvordan mine forældre rejste sig fra dette store tab og kom videre, fortsætter han. Men heldigvis har jeg en lillesøster og to brødre, som jeg ser rigtig meget til – ikke mindst på tennisbanen, på fodboldrejser og til koncerter.
Med tiden fik Herbert sit eget værelse, da familien flyttede ud på Brovejen i et rækkehus. Der boede han, indtil han flyttede hjemmefra som 19-årig, hvor turen gik til Vejle og fodboldklubben VB, der havde fået øje på den talentfulde middelfarter.
– Vi sad i februar på handelsskolen, hvor jeg kun havde fodbold i hovedet. Jeg havde rektor til matematik, og han spurgte, om nogen havde fået arbejde til efteråret. Jeg rakte hånden op og fortalte, at jeg skulle starte i Sparekassen Vejle den 1. august. Han rystede på hovedet og sagde ikke mere til det. Det var ikke, fordi jeg var dygtig, men jeg kunne spille fodbold, og så fandt VB en læreplads til mig i byen, siger Herbert og fortsætter:
– Jeg var sparekasseelev af navn, men ikke af gavn i nogle år, men det var fodbolden, der stjal fokus, indtil vores første datter, Heidi, kom til verden i 1976. Jeg mødte min kone i 1971 på en tur til Østrig, hun er tre år yngre end mig, indskyder Knud Herbert Sørensen og fortsætter fortællingen om sin familie:
– Vores søn, Michael, kom til i 1978. På det tidspunkt begyndte jeg at interessere mig for mit arbejde. Noget tændte mig, jeg begyndte at gå meget op i detaljerne og ledelse. Bankmanden Niels Præstegaard fik øje på andet end fodboldspilleren og gav mig et lederjob. Jeg arbejdede med fysiske værdipapirer – det var de jo dengang, men Niels kunne se, at der var noget i mig, der kunne bruges. Jeg havde lederpotentiale, og så skete der noget med mig personligt. Når en person viser tillid til en anden, så blomstrer den person ofte. Jeg begyndte at interessere mig for ledelse og mit arbejde. Nogle af de mennesker i banken, der havde noget at skulle have sagt, begyndte at se, at jeg gjorde det godt, og i 1975 blev jeg udnævnt til chef for 50 medarbejdere. Jeg var 24 år, så det var tidligt med sådan et ansvar. Jeg fik lov til at lede mine kolleger på alternative måder, husker han og tilføjer: Jeg havde studeret forskellige ledelsesformer, blandt andet japanske, hvor man lod ledelsen og ansvaret gå på skift i selvstyrende grupper.
I 1972 blev Sparekassen Vejle en del af Sparekassen Sydjylland, og her skete der i 1978 en forretningsmæssig stor organisationsændring i den måde, kunderne skulle mødes på. I den forbindelse blev Knud Herbert Sørensen tilbudt en rolle som konsulent, som skulle rundt til de forskellige afdelinger og implementere de vedtagne ændringer i samarbejde med den lokale direktør.
– I tre år var jeg rundt i alle afdelingerne og lavede de forandringsplaner, der skulle igangsættes. Det sværeste sted var i Fredericia, hvor afdelingen dybest set helst så alt fortsætte som normalt. Som konsulent havde jeg jo ikke noget beslutningsmandat, så jeg sagde til min chef, at han måtte tage derned og tale med afdelingen, og så faldt det på plads, siger Herbert med et smil.
Meldte fra til fodboldlandsholdet grundet arbejde
Fra en verden, hvor fodbolden fyldte meget – ja mest, ændrede Knud Herbert Sørensen kurs og valgte erhvervskarrieren til.
– Jeg blev fascineret af mit arbejde, og selvom jeg spillede fast på U-landsholdet, fik tre A-landskampe og var med på bænken nogle gange, kunne jeg regne ud, at jeg ikke ville få 50 landskampe. Min prioritet skiftede, og jeg meldte derfor fra til landsholdsfodbold. Et blad, der hed Alt om Sport, skrev en stor historie om mit valg, husker Knud Herbert.
I 1992 tog Herberts erhvervskarriere en ny drejning. Middelfart Sparekasses direktør Hans Erik Brønserud ville have en ny højre hånd, der kunne hjælpe ham, og på den måde blev Knud Herbert headhuntet til at starte hos Middelfart Sparekasse den 1. april 1992.
– Jeg kom i gang, det var fint og meget spændende. Det var helt anderledes i forhold til, hvad jeg var vant til. Hans Erik Brønserud, der var direktør, er og var verdens flinkeste mand, der helst så, at alle var glade og tilfredse; ingen måtte blive kede af det. Der kom jeg så som en hård hund fra fodboldens verden. Jeg sagde, at vi skulle fremad, koste hvad det ville. Vi blev dog ret hurtigt et godt team, der supplerede hinanden suverænt, fortæller Knud Herbert.
– I efteråret 1992, da Sparekassen Sydjylland var blevet overtaget af Bikuben, foreslog jeg Hans Erik, at hvis vi var smarte, så lavede vi en afdeling i Vejle, og jeg kendte folkene, vi skulle bruge. Hans Erik svarede, at han havde tænkt det samme om Kolding, så vi kom sent hjem den aften. Der var bestyrelsesmøde halvanden uges tid efter, at vores ideer blev født. Vi lavede et oplæg og fortalte bestyrelsen om vores tanker. De blev helt paf og spurgte, om vi havde fået en hjerneblødning, men de endte med at give os muligheden for at udvide med Vejle og Kolding. I 1992 lavede vi de to afdelinger, og det buldrede derudad, siger Knud Herbert og fortsætter:
– Vi fik – som forventet – de utilfredse kunder fra andre banker. Det gik med fuld knald derudad. Vi prøvede også i Uldum, for at understrege vores strategi om at være Middelfart og Trekantområdets lokale pengeinstitut. Det sjove var, at vi i Uldum var til et spis-sammen-arrangement. Hans Erik kom ind på mit kontor og spurgte, hvor Uldum er. Vi fandt kortet frem, og jeg pegede på byen. Hele området havde inviteret os til fællesspisning og ville have, at vi startede en afdeling der. De ville ikke miste deres pengeinstitut. Det skulle de heller ikke, så vi åbnede i Uldum. Men det var ikke let; det tog jo tid at få edb-maskiner og systemer op at stå, men en uge senere havde vi startet en afdeling der. Vi blev bombet ned af alle de mennesker, der ville være kunder. Vi var helte i byen. Det var en sjov case og siger noget om, hvad vi betød for byen, siger han.
Over tid ændrede Knud Herbert Sørensen stil. Vindergenet sad og sidder i ham, men de gamle eksperimenter med selvstyrende grupper blev i samarbejde med Hans Erik til en udvikling frem mod selvledende medarbejdere.
– Dybest set er det med at vinde en kultur, der primært stammer fra sportsverdenen, og jeg vil altid holde snuden i sporet, være forberedt, foran og klar. Men med tiden fandt jeg ud af, at en ting er at bestemme på banen med et direkte sprog og lignende, men sådan er det ikke i det virkelige liv. Det gav god mening at skifte kurs. Jeg interesserede mig for de enkelte medarbejdere, deres værdier og hvad der motiverede dem. Det var Hans Erik også optaget af. Vi arbejdede ud fra en erkendelse af, at vi havde direkte indflydelse på vores medarbejdere og formede derfra en kultur, som skulle være en Middelfart Sparekasse-kultur. Kunne vi få det bedste frem i vores medarbejdere og skabe en god arbejdsplads, ville det smitte af på kunderne. Vi investerede i medarbejderudvikling; vi troede på, at investeringen kom tilbage med bedre indtjening, hvilket også var tilfældet, når vi tager højde for, at nogle af de penge, sparekassen tjener, skal tilbage til lokalområdet. En vigtig tillægsgevinst var, at vi ikke behøvede at annoncere efter nye medarbejdere. Vi kunne åbne skuffen med ansøgninger og vælge, siger han.
Mens årene gik, blev Middelfart Sparekasse kåret som Danmarks bedste arbejdsplads, og der kom sportsmanden Knud Herbert frem igen.
– Omkring år 2000 blev Hans Erik kontaktet af en organisation, der kårede Danmarks bedste arbejdsplads, og jeg tænkte, fedt. Det er svært at dokumentere den slags, så det var godt, at vi kunne være med i noget, der ville sætte flere ord og tanker på området. Vi blev kun nummer otte det første år, og det var jeg skuffet over, men det var Hans Erik ikke. Ti år i træk kom vi blandt de tre bedste, og tre gange blev vi Danmarks bedste arbejdsplads. Det gav en masse omtale, og jeg holdt en masse foredrag om Middelfart Sparekasse-kulturen med værdi- og selvledelse, forklarer Herbert.
Nogle år senere havnede Hans Erik i programmet Kontant, da det blev styret af Kåre Quist. Det skete, da der var bankobligationer på markedet, som kunderne blev vejledt til at investere i. Roskilde Bank endte med at gå konkurs, og det endte med at betyde, at Middelfart Sparekasses kunder, der havde købt for over 20 millioner kroner, havde obligationer, der var 0 kroner værd.
– Vi kunne godt se, at vi skulle fortælle kunderne, at de havde mistet deres penge, og vi havde ellers sagt, at det var verdens sikreste. Vi kiggede hinanden i øjnene og mindede hinanden om, at en af vores vigtigste værdier var ordentlighed, og så var det ikke svært at anbefale bestyrelsen at holde kunderne skadesløse. Bestyrelsen drøftede det, men var heller ikke i tvivl. Kunderne fik deres penge tilbage. I offentligheden var der stor debat om alle de penge, kunderne i mange banker ville tabe, og her blev Hans Erik spurgt af Kontant, om det var rigtigt, vi ikke ville lade det gå ud over kunderne, og om Hans Erik derfor ville være med i Kontant sammen med to andre bankdirektører, der holdt fast i deres juridiske ret til ikke at betale pengene tilbage. Vores budskab var, at vores moralske ansvar i denne sag var langt større end det juridiske ansvar, ifølge hvilket kunderne ikke kunne forlange deres penge tilbage. I de følgende måneder var Hans Erik ikke specielt populær blandt sine direktørkollegaer i andre pengeinstitutter, men her stod den flinke mand fast på sparekassens værdi om ordentlighed.
Farvel til Middelfart Sparekasse
I 2008 indtraf finanskrisen, og det kunne også mærkes i banksektoren. Og ikke nok med det, kom der en nedskrivning i Middelfart Sparekasses nye hovedkontor.
– Det kostede rigtigt mange millioner kroner at bygge, men Finanstilsynet kom og sagde, at hvis vi skulle sælge, så ville vi ikke kunne få det samme for bygningerne. Derfor skulle vi nedskrive med millioner af kroner, og det – sammenholdt med de store tab på udlån, hele branchen oplevede – gav underskud for første gang i sparekassens historie. Det var vi vildt ærgerlige over, men vi accepterede det.
Omkring 2007 begyndte Hans Erik at forberede sin pensionering, ligesom bestyrelsesformanden Jørgen Eggert Larsen. De besluttede at søge Hans Eriks afløser via et konsulentfirma, husker Knud Herbert Sørensen, og det blev senere også enden for hans rolle i sparekassen. Det var ikke specielt overraskende for Herbert, for han havde set det samme ske i andre pengeinstitutter, når en direktør stopper, og en ny kommer til. Den nye ønsker at sætte sit eget hold, hvilket ofte betyder, at der skiftes ud i ledelseslaget under direktøren, samtidig med at de eksterne rådgivere og konsulenter, den gamle ledelse havde tillid til, også fyres.
Det var præcis det, der skete, da den nye direktør Martin Baltser med bestyrelsen i ryggen tiltrådte 1. januar 2012. Herbert var den første, der røg i rækken af ledere og konsulenter. Blandt andet røg Herberts lillebror Steen også. Han havde været endnu længere i sparekassen end Herbert. Det var Herbert meget ærgerlig over.
Men han er på ingen måde bitter, sur eller uforstående over for Martins ønske om at sætte sit eget hold, og han udtrykker det på følgende måde:
– Min hjerne forstår udmærket Martins beslutning, men hjertet gjorde lidt ondt i nogle uger derefter. 20 spændende og lærerige år var slut. Jeg mener, at jeg gjorde en forskel. Jeg fik min fratrædelsesaftale og kørte hjem. Når jeg så, hvilke forandringer der blev gennemført i de efterfølgende måneder og år, var det faktisk meget humant at fyre mig, for der var kommet mange kampe, som jeg jo ville have tabt, og det er ikke min spidskompetence, siger han.
Muligheden for at fortsætte i bankbranchen var til stede. Knud Herbert Sørensen fik blandt andet et tilbud om at starte hos Sparekassen Faaborg og etablere en afdeling i Middelfart, men han takkede nej. I stedet blev han anbefalet at søge et job hos rekrutteringsbureauet Frontpeople, der er ejet af Peter Thyssen, der er Middelfartdreng. Det at arbejde med mennesker, se potentialet og udvikle dem, havde tændt en gnist i ham igen, som dengang han blev fascineret af ledelse i sine unge år.
– Efter en samtale på en halv time fik jeg job hos Frontpeople. Jeg var der i fem år. Det var vildt spændende. Der var dog én ting, der var noget lort. Det var også et sælgerjob, hvor jeg selv skulle skaffe egne kunder. Jeg skulle tage mig sammen til at ringe op og sælge mig selv ind. Det duer jeg bare ikke til. Det endte med, at de gjorde det for mig, siger Knud Herbert.
Efter tre år blev han ringet op af Danmarks største grossist i autobranchen med 1.100 medarbejdere, hvor hans anden lillebror Jens var direktør. De skulle bruge en ny kædechef, og senere blev det til mere.
– For et års tid senere fik jeg et opkald fra FTZ, der stod over for et større generationsskifte rundt i organisationen, og de spurgte, om jeg ville hjælpe med dette og arbejde 2-3 dage om ugen som ekstern konsulent. Det sagde jeg ja tak til og aftalte med Peter fra Frontpeople, at jeg fortsatte med at arbejde tre dage om ugen i Frontpeople-regi. Sådan kørte det i halvandet år. Jeg ville gerne lidt ned i tid, så jeg stoppede hos Frontpeople og fortsatte hos FTZ, hvor jeg stadig er i dag, siger han.
– Jeg er pisseglad for at være der og forstår, hvad det er for en størrelse, og hvilken virksomhed det er. Når man kender en virksomhedskultur, mål og visioner, så er det lettere at finde de rigtige mennesker. De faglige kvalifikationer kan man se ud af cv’et, men mennesket er sværere, konstaterer Knud Herbert. Så længe de kan bruge mig, og jeg stadig nyder arbejdet, fortsætter jeg. Det er et privilegie at kunne forlade arbejdsmarkedet på denne måde.
Det kreative familiemenneske
Privat bor Knud Herbert sammen med sin hustru Kirsten. Kirsten, der er uddannet pædagog, er nu på efterløn. I dag har de fire børnebørn. De går meget op i familielivet, hvilket også kan ses på beslutninger, der er taget i de senere år. Det skulle være, så man kunne være mere sammen. Knud Herbert Sørensen erkender også, at hustruen har været hende, der bandt familien sammen og fik børnene til at blomstre. “Jeg har været tilskuer,” som han siger.
– Da jeg blev fyret ved sparekassen, var det slut med direktørgage, og på det tidspunkt havde vi en dejlig villa ud til Strib Nordstrand og et fedt sommerhus på vestkysten. Der var ikke længere råd til begge dele, hvis vi fortsat ønskede at leve det liv, vi kendte. Vi solgte villaen på Nordstranden og beholdt det dejlige sommerhus, vi købte i 2010 med plads til alle tre familier. Her kan vi samles alle 10, og vores børn og deres familier benytter huset meget, og nu er vores to ældste børnebørn begyndt at låne huset med kammerater og kærester. Det var det, vi gerne ville, så det er fedt.
Netop det at være sammen som familie, er for Knud Herbert Sørensen det vigtigste, og derfor har familien også rejst sammen flere gange.
– Vi var på La Santa Sport den første gang i 1989, da jeg var fodboldtræner. En del af min løn skulle være en ferie derned. Jeg var der første gang i 1984 med VB. Dengang var det ingenting, og Lanzarote var noget værre skrammel. Vi har været der næsten hvert år med ungerne siden 1989. I stedet for fødselsdags- og julegaver har de fået gavekort til at tage afsted. Nu tager de også selv derned, så det er fantastisk, siger Knud Herbert og fortæller, at familien drager derned igen i år.
At det er blevet sådan med familien, vil Knud Herbert ikke selv tage æren for.
– Min kone er og har været det samlende punkt i familien, og det er hendes fortjeneste, at det er gået vores børn så godt. Jeg har spillet en mindre rolle på holdet, siger han.
Igennem tiden er det også blevet til en bogudgivelse. Det skete i 2013, da bogen ”Succes på alle bundlinjer” kom på gaden, da forlaget Frydenlund kontaktede Knud Herbert Sørensen. Det er dog ikke kun på den boglige side, at Knud Herbert blev inspireret og fanget til at dele sin viden; også guitar og musik fandt vejen til hans hjerte.
– I 2005 spurgte jeg Leo Vang (musiker, red.), om han kunne lære mig at spille guitar. Det ville han godt, men han satte som krav, at jeg skulle øve mig igen og igen. Det gik jeg med til, og i dag spiller jeg guitar. Der går faktisk ikke en dag, hvor guitaren ikke er fremme. I 2008 sad jeg på en “egoferie” i Sverige og havde min guitar og fiskestang med. Jeg spillede Claptons “Wonderful Tonight” – den er i øvrigt let – men jeg skrev nye linjer til den. Det blev en kærlighedssang til Kirsten. Jeg spillede den for hende; hun kunne lide den, og derfor blev jeg ved. Jeg skrev flere sange og endte med at udgive en cd – Livet er fedt – 12 sange med hjælp fra Poul Krebs og desværre afdøde Poul Martin Bonde. Sågar var en af sangene en bobler på Dansktoppen, men kom ikke videre. Den solgte bestemt ikke stort, men det var sjovt og skønt at lave det, slutter Knud Herbert Sørensen.
Læs hele MAGASINET her
