ENERGI. For første gang har Energistyrelsen givet grønt lys til et fuldskala CO2-lager i Danmark. Tilladelsen betyder, at Nini West-feltet i den danske del af Nordsøen fremover kan bruges til geologisk lagring af CO2 og markerer et vigtigt skridt i udviklingen af CO2-fangst og lagring herhjemme.
Lageret ligger cirka 240 kilometer nordvest for Esbjerg og bliver en del af Greensand Future-projektet, som står bag ansøgningen. Rettighedshaverne er INEOS E&P, Harbour Energy og Nordsøfonden. Tilladelsen giver mulighed for at lagre op til 2,4 millioner ton CO2 over en periode på 30 år og er den første af sin slags i Danmark.
Ifølge Energistyrelsen er beslutningen en central milepæl i arbejdet med at reducere udledningen af drivhusgasser. Vicedirektør i Energistyrelsen, Peter Christian Baggesgaard Hansen, siger »Det er en markant milepæl, at vi nu får det første CO2-lager herhjemme. Lagre er en helt afgørende del af værdikæden for CO2-fangst og lagring. Vi gavner først klimaet, når CO2’en er lagret og væk fra atmosfæren. Derfor er tilladelsen til det første CO2-lager i Danmark et meget vigtigt skridt på vejen mod at etablere et marked for CCS og dermed skabe forudsætningerne for at høste de store klimagevinster, som CO2-fangst og lagring kan bidrage til.«
Etableringen af CO2-lagre vurderes at spille en væsentlig rolle i forhold til at nå de danske klimamål. Greensand Future forventer, at lageret kan være i drift fra midten af 2026. Hvis tidsplanen holder, vil anlægget ikke blot være Danmarks første CO2-lager i fuld skala, men også det første af sin art i drift i EU.
Vejen frem mod den endelige tilladelse er blevet banet af et tidligere pilotprojekt. I december 2022 fik Project Greensand en efterforskningstilladelse til midlertidig injektion og lagring af CO2 i Nini West-feltet. Få måneder senere, i marts 2023, blev der for første gang injiceret CO2 på dansk sokkel, hvilket demonstrerede hele processen fra opsamling til lagring.
CO2’en lagres i et sandstensreservoir 1700 til 1800 meter under havbunden, hvor forseglende bjergarter ligger som beskyttende lag ovenover. Nini West-feltet har tidligere været anvendt til olie- og gasproduktion, og i forbindelse med CO2-lagringen bliver det eksisterende anlæg fra den tid, Nini-A, taget i brug igen.





