Foto: AVISEN

Det mangeårige byrådsmedlem Turan Savas (S) fra Fredericia er kommet under lup, efter at Weekendavisen har afsløret hans tætte forbindelser til den tyrkiske præsident Erdogans netværk af moskéer i Danmark. Ifølge Weekendavisen er Savas ikke kun formand for Fredericia Moské, men også for den lokale Tyrkiske Kulturforening, der deler adresse med moskéen på Korskærvej 27. Begge organisationer er, ifølge avisen, tæt forbundet med Tyrkiets statslige direktorat for religiøse anliggender, også kendt som Diyanet, der er direkte underlagt Erdogan.

Savas’ rolle i det lokale tyrkiske samfund har nu ført til spørgsmål om, hvorvidt offentlige tilskud er blevet udbetalt korrekt. Tyrkisk Kulturforening i Fredericia modtog i 2022 120.000 kroner i støtte fra kommunen som en folkeoplysende forening, men Weekendavisen påpeger, at der er en tæt sammenhæng mellem foreningen og moskéen. Regnskaberne for moskéen er indleveret under foreningens navn og CVR-nummer, og dette er først blevet ændret i 2023.

Susanne Eilersen.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Susanne Eilersen, vil have sagen undersøgt til bunds.

– Dansk Folkeparti er forundret over, at den kulturforening, vi gav tilskud til, er en moské med forbindelser til Erdogans ledelse. Det er vi rystede over i DF, og det har de forsøgt at holde godt skjult med denne moské og den sammenblanding. Det var jeg ikke bekendt med. Vi stemte også nej til at støtte kulturforeningen dengang som det eneste parti i byrådet, da vi ikke ønskede en moské, men det er der åbenbart. Sådan er det i demokratiet nogle gange, hvor man kommer i mindretal, siger Eilersen og fortsætter:

– Jeg er rystet over det, Weekendavisen skriver, og over at man sammenblander to regnskaber under samme CVR-nummer. Det ved enhver, at man skal holde adskilt. Hvis det viser sig, at noget af tilskuddet er gået til en kulturel forening som denne, så mener jeg, at vi skal politianmelde det. Hele tilskuddet skal betales tilbage, og så mener vi, at vi fremadrettet skal stoppe med at give tilskud til en kulturforening, fordi det er underslæb med pengene, hvis man bruger dem på andet end det, de er tildelt til.

Peder Tind: Arkivfoto: AVISEN

Denne forbindelse mellem moskéen og kulturforeningen har overrasket formanden for Fredericias kultur- og idrætsudvalg, Peder Tind (V), som nu kræver en undersøgelse af, om tilskuddene er blevet udbetalt efter reglerne.

– Vi har politisk udelukkende behandlet og godkendt ansøgninger fra Den Tyrkiske Kulturforening, som er godkendt som folkeoplysende forening. Vi er ikke af den opfattelse, og vi har ikke haft kendskab til, at Fredericia Moské og Den Tyrkiske Kulturforening skulle være én og samme forening, udtaler Peder Tind til Weekendavisen.

Turan Savas i kulturforeningen. Foto: AVISEN

Turan Savas har i første omgang nægtet at have noget med moskéens aktiviteter at gøre, men efter at være konfronteret med optegnelser fra CVR-registret, der viser ham som formand for moskéen, bekræfter han, at han står som formand for begge.

– Beklager, hvis jeg har misforstået dit spørgsmål! Den tidligere bestyrelse har arbejdet med to sæt vedtægter og to CVR-numre. Vi vil ændre dette og arbejde med kun et CVR-nummer, som er foreningens, og et sæt vedtægter, siger Savas og tilføjer, at både Kirkeministeriet og Fredericia Kommune nu undersøger sagen.

Mens undersøgelsen står på, afstår Turan Savas fra yderligere kommentarer. Han understreger dog, at ingen af tilskuddene fra Fredericia Kommune er gået til Fredericia Moské.

Sagen har potentiale til at blive en politisk betændt affære, da flere socialdemokrater, herunder Savas, nu er forbundet med moskéer under Diyanet. Udover Savas, nævner Weekendavisen også Yalcin Dogan fra Roskilde og Dogan Polat fra Albertslund som socialdemokrater med lignende forbindelser.