Påskestormen Dave har allerede sendt de første skadeanmeldelser ind hos GF Forsikring, og selskabet forventer, at omfanget kan ende på niveau med en af de større storme i nyere tid.
Indtil videre har GF Forsikring modtaget 120 anmeldelser fra medlemmer, og særligt Nordjylland er hårdt ramt. Her har der været omkring 50 akutte udkald i forbindelse med stormen.
»Hen over påsken har vores medarbejdere i Skadehjælp arbejdet med at behandle de indkomne skadeanmeldelser, og indtil videre har vi fået 120 af slagsen. De værste skader er kommet i Nordjylland, hvor vi haft godt halvtreds akutte udkald. Det er især skader på huse og tage, vi har fået ind,« siger Martin Rundager, direktør for Skadehjælp i GF Forsikring.
Selvom stormen har ramt flere steder, betegner selskabet den foreløbigt som forholdsvis mild sammenlignet med andre storme. Samtidig peger direktøren på, at tidspunktet for stormen kan have begrænset visse typer skader.
»Typisk ser vi, at stormene giver skader på huse og biler, når havemøbler flyver rundt, men den type skader har vi ikke fået anmeldelser på på nuværende tidspunkt. Så set med skadebriller har det været positivt, at mange havemøbler og trampoliner stadig står i deres vinterhi,« siger Martin Rundager.
Det fulde overblik er dog endnu ikke på plads. Mange danskere har været bortrejst i påsken, og derfor ventes flere anmeldelser at komme ind i løbet af de kommende dage.
»Det er ikke typisk med storm her i april, og da der er påske, og mange har været på ferie og familiebesøg, forventer vi først at få et samlet overblik over skaderne i løbet af ugen. Men vores forventning er, at der blive skadeomfanget kommer til at svare til stormen Otto i slutningen af februar 2023, hvor vi i GF Forsikring fik 1111 skadeanmeldelser alt i alt,« siger han.
GF Forsikring forventer at kunne give en ny status på skaderne tirsdag.









