Kobbelgården 3 i Fredericia har nu fået et nyt skærpet tilsyn og påbud. Fredericia Kommune kalder påbuddet forventeligt på baggrund af en agterskrivelse.
Bostedet har været i fokus siden december 2023, hvor en tilsynsrapport med et skærpet påbud blev offentliggjort. Siden har pårørende og tidligere ansatte stået frem med deres fortælling om bostedet. I marts 2024 blev en udarbejdelse af en tilsynsrapport offentliggjort ved en fejl på tilbudsportalen, hvor alle tilsynsrapporter kan tilgås. Som forlængelse af det, og en handleplan, som Senior- og socialudvalget var blevet fremlagt, blev der indkaldt til en pressekonference i forlængelse af et møde i Senior- og socialudvalget. En uges tid efter kunne Fredericia Kommune meddele, at voksenhandicapchef, Holger Torp, var blevet enig med kommunen om en fratrædelsesaftale.
Nu er den omtalte rapport, der blev offentliggjort ved en fejl, færdigudarbejdet, og konklusionen på rapporten blev, at der er kommet et skærpet tilsyn. Påbuddet skal efterkommes inden den 6. maj 2024, og det skærpede tilsyn udløber den 8. juli 2024.
– Det var forventet, at vi ville få det skærpede tilsyn på baggrund af agterskrivelsen og rapporten, der blev offentliggjort ved en fejl. Konklusionen blev, at vi har et skærpet tilsyn de næste tre måneder, siger koncernchef for social og handicap i Fredericia Kommune, Henriette K. Graversen, til AVISEN.
Nu har kommunen én måned til at lave en handleplan på baggrund af den offentliggjorte rapport.
– Rapporten læner sig op ad det, vi vidste i forvejen, og der er ikke nogen nye oplysninger. Eneste forskel er, at tilsynet nu har truffet en afgørelse, siger Graversen.
Arbejdet er Fredericia Kommune allerede i gang med, og med en tidsfrist på en måned skal der handles hurtigt.
– Vi tager det alvorligt, som vi hele tiden har gjort. Det er et vigtigt stykke arbejde, der ligger i forlængelse af det, vi allerede var i gang med. Det er skærpende omstændigheder nu, da vi skal være mere konkrete med handlinger over for styrelsen, forklarer Henriette K. Graversen.
I tilsynsrapporten er der en lang række punkter, der kommer med kritik af Kobbelgården. Blandt andet følgende:
- Socialtilsyn Syd vurderer det problematisk, at en enkelt borger ikke bliver mødt med tilstrækkelige og relevante kompetencer og derved igennem en kortere periode har haft det mentalt dårligt. I bedømmes indgår, at ledelsen har oplyst at denne borger havde haft en dårlig dag og ikke ville i seng og have sin natmedicin. En medarbejder forsøgte igennem 1 ½ time at motivere denne borger til at blive lagt i seng, men det var ikke muligt. En anden medarbejder tager over da vedkommende lige kommer forbi og i løbet af kort tid er borgeren lagt i seng og har fået nat medicin. Dette ifølge ledelse.
- Socialtilsyn Syd bedømmer det problematisk, at en medarbejder overhører hele forløbet og efterfølgende oplyser til ledelsen, at den første medarbejderen burde have anvendt en anden faglig tilgang da borgeren så ville have responderet positivt og man ville have kunne undgået det lange forløb. Dette ifølge ledelse.
- Socialtilsyn Syd vurderer det problematisk, at en enkelt afdeling er fagligt udfordret og at det i perioder kan være svært at tilrettelægge arbejdet, da enkelte borgere har brug for medarbejdere der har indgående kendskab og relation til disse borgere. Dette ifølge medarbejdere.
Hele tilsynsrapporten fra Socialtilsyn Syd kan ses ved at klikke her. Hovedkonklusionerne fra rapporten er som følger:
Uddannelse og beskæftigelse
- God kvalitet i at stimulere borgernes udvikling og læring mod uddannelse og/eller beskæftigelse.
Selvstændighed og relationer
- God kvalitet i at understøtte sociale relationer og et selvstændigt liv.
- God kvalitet i at understøtte relationer til familie og øvrige netværk.
Målgruppe, metode og resultater
- God kvalitet i klart formål med indsatsen, sikring af trivsel, ønsket udvikling, og arbejde med resultatdokumentation.
- God kvalitet i at sandsynliggøre positiv effekt af indsatsen.
Organisation og ledelse
- Middel kvalitet i organisering.
- Problematiske områder identificeret, inklusiv utilstrækkelige kompetencer, faglige udfordringer, psykisk pres, mistillid til ledelsen, uklar ledelse, opdeling af medarbejdere i “a- og b-hold”, mangel på dialog med medarbejdere og HR, manglende videregivelse af vigtige oplysninger, og ufaglært personale i nattevagter.
Kompetencer
- Middel kvalitet i faglige, relationelle, og personlige kompetencer.
- Problematisk mangel på dialog om faglige tilgange, underbemanding, og mangel på nødvendig viden hos medarbejdere ved lægebesøg.
Økonomi
- Fornøden økonomisk kvalitet for bæredygtighed og kvalitet i forhold til pris/målgruppe.
Fysiske rammer
- God kvalitet ift. omgivelser, indretning, faciliteter, og stand.
- Problematiske områder inkluderer udfordringer med fællesarealer og negativ påvirkning fra støj.
Sundhed og trivsel
- Middel kvalitet i indsats for sundhed og trivsel, respekt for borgerens værdighed, autonomi, og integritet.
- God kvalitet i forebyggelse af magtanvendelser og vold.
- Problematiske områder inkluderer manglende information om episoder, gener fra støj, og manglende intervention ved negative reaktioner fra borgere.