Byrådet i Fredericia Kommune har mandag aften besluttet sig for at samarbejde med Den Selvejende Institution Museum Fredericia om etableringen af et formidlingscenter på VOSS-grunden. Grunden vil blive overdraget vederlagsfrit til formålet, hvilket har fremkaldt glæde og optimisme i byrådet.

Det har længe været et ønske blandt mange byrådsmedlemmer, at der skal udvikles et formidlingscenter i Fredericia. I den forbindelse nedsatte byrådet forrige år en styregruppe, der nu har udarbejdet et oplæg, der skal danne grundlaget for at stifte en selvejende institution. Også borgmester Steen Wrist (A) har været med i styregruppen, sammen med Susanne Eilersen (O) og Peder Tind (V).

Det nuværende museums aktiviteter vil efter planen overgå til at blive drevet af den nye selvejende instution, ligesom statsanerkendelsen skal følge med. Med beslutningen på byrådsmødet den 19. juni 2023, har byrådet valgt at arbejde videre med det grundlag, styregruppen har lagt. Det forventes, at en endelig beslutning om stiftelse af Den Selvejende Institution Museum Fredericia vil blive truffet ultimo 2023.

Byrådet har også taget en principbeslutning om at samarbejde med den kommende selvejende Institution, der skal hedde Museum Fredericia. Dermed skal der etableres et formidlingscenter i Fredericia Kommune, hvor man ønsker at kunne tiltrække mange besøgende. Som en del af planen har byrådet accepteret at VOSS-grunden overdrages vederlagsfrit til projektet. Den attraktive grund erhvervede kommunen for nogle år siden for 31.5 millioner kroner. Grunden ligger centralt placeret, også i forlængelse af det velbevarede voldanlæg.

Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti udtrykte sin glæde på byrådsmødet, hvor hun orienterede om sagen:

– Vi har i DF arbejdet på det her længe. Ventetiden har været god. Det bliver meget bedre for byen end det prospect-projekt, der har været. Der er så mange fortællinger om Fredericias historie, der skal ud, sagde hun.

Peder Tind fra Venstre roste også beslutningen:

– Vi siger, at kommunen kan gøre noget, men det private kan gøre endnu mere. Vi har arbejdet intenst på at skabe det her grundlag. Jeg vil gerne rose forvaltningen for deres arbejde. Der er virkelig tænkt over det hele. Vi skal sikre at sagen blev ordentlig behandlet, sagde Tind.

Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten understregede betydningen af at inkludere hele Fredericias historie og ikke kun krigshistorien, der normalt fylder meget:

– Fredericia rummer også andre historier. Der er også Vikingetiden, hvor Fredericia spillede en interessant rolle, også før Jellingestenene kom til. Fredericia var med til at ændre Danmarkshistorien. Jeg tror det er fornuftigt, at vi kigger bredt, sagde Schultz.

Hun fik opbakning fra Connie Maybrith Jørgensen fra SF, der også støttede op om projektet:

– For os er det vigtigt, at det er et formidlingscenter og ikke kun et fæstningscenter. Vi har eksempelvis også en interessant industrihistorie. Jeg tror heller ikke kommunen kunne løfte opgaven selv, så derfor bakker vi op om det, sagde Jørgensen.

Tommy Rachlitz Nielsen fra Det Konservative Folkeparti, var også meget positiv, og ser nu frem til, at det nye projekt kan blive realiseret:

– Nogle dage er det bare bedre at være byrådsmedlem end andre. Da jeg valgte Fredericia som mit nye hjem, var det på grund af den fantastiske beliggenhed og den fantastiske historie. Man har aldrig været god til at fortælle historien om byen ude i verden, men nu bliver vi verdenskendte, sagde han.

Borgmester Steen Wrist udtrykker sin tilfredshed med den brede opbakning. Han har været en aktiv del af forarbejdet med at udvikle projektet, som medlem af styregruppen, og også han været med til at anbefale etableringen af det nye formidlingscenter:

– Der er masser af fortællinger, som skal formidles. Når vi kaster så værdifuld grund ind, skal vi sætte forventninger til hinanden og lave det i en liga, som er det værdigt, sluttede Steen Wrist af med at sige.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer