På årsmødet i Judo Danmark i den forgangne weekend modtog Fredericia Judo og Ju-jutsu Klub prisen som Årets Klub 2024.

Klubben modtog prisen, fordi der er et meget højt aktivitetsniveau for klubbens medlemmer i dagligdagen. Dette gælder både træninger, weekendlejre og stævner. Særligt fremhævet blev strandstævnet Fredericia Beach Tournament, der for 4. gang løber af stablen lørdag den 15. juni 2024. Stævnet, der afvikles i de smukkeste omgivelser på Østerstrand, er det eneste udendørs judostævne i Europa og tiltrækker mange kæmpere fra både Danmark og udlandet, hvilket udbreder kendskabet til sporten. Også Fredericia Judo og Ju-jutsu Klubs store fokus på det sociale fællesskab i foreningen blev fremhævet ved uddelingen af prisen.

– Vi er stolte af at modtage prisen for Årets Klub for første gang i vores klubs historie, og alle de mange frivillige kræfter, der bidrager i foreningen, har del i prisen, siger formanden for Fredericia Judo og Ju-jutsu Klub, Lasse Hildingberg.

Fredericia Judo og Ju-jutsu Klub blev dannet under 2. verdenskrig i 1944 og har senere på året 80-års jubilæum. Ved seneste medlemsindberetning havde foreningen 293 medlemmer, der fordeler sig på hold i alle aldre – de yngste er 2 år. Klubben er flerstrenget i forhold til kampsport, idet der både tilbydes judo, ju-jutsu og aikido.

25 danske klubber deltog ved Judo Danmarks årsmøde.