På trods af kritik fra erhvervslivet og borgerne i forbindelse med det omfattende gravearbejde anerkender Fredericia Kommune ikke problemerne, men konstaterer, at det er en nødvendighed. Man ønsker ikke at forholde sig til om arbejdet kunne være planlagt bedre eller mere effektivt, men giver i stedet for skylden til entrepenører, som eksempelvis kommunens eget selskab, Fredericia Spildevand A/S.
– Det er generende og irriterende, og vi arbejder så hurtigt som muligt for at blive færdig. Det er hele tiden en afvejning, fordi vi på mange forskellige plan skal have en by, der fungerer. Når der eksempelvis flytter nye ind, der skal have internetkabler gravet ned, eller der er fortovsfliser der skal flyttes, så graver vi, fordi der er brug for det. Ingen går i jorden for sjov, konstaterer Ditte H. Nielsen, der er leder af Vej og Park i Fredericia Kommune.
Men selvom kommunen mener, at der er tale om nødvendige og uundgåelige gener, så forlyder der ikke noget om, hvorfor der startes så mange projekter op på samme tid.
Vejarbejderne i Fredericia har skabt stor opmærksomhed i byen i den seneste tid, og selvom det ikke nødvendigvis er kommunen, der står for arbejdet, er det en opgave, der involverer både Fredericia Spildevand, TREFOR og Fredericia Kommune. Med flere store projekter på samme tid, er spørgsmålet om det er for meget på én gang blevet aktuelt. Ditte H. Nielsen, leder af Vej & Park i Fredericia Kommune, har været i dialog med både borgere og de eksterne aktører og mener, at situationen er håndterbar, men udfordrende.
– Det er en konstant afvejning. Jeg synes ikke, der er godkendt for meget. At TREFOR lige nu har nogle udfordringer, som betyder, at deres gravearbejder fortsætter længere og fylder mere end de først havde beregnet, er selvfølgelig ærgerligt, men vi har også vurderet, det nødvendigt, at deres arbejde kunne fortsætte, siger Ditte H. Nielsen.
Ifølge Ditte H. Nielsen er der et klart behov for de omfattende arbejder, men det har også betydet, at flere andre projekter er blevet sat på hold.
– Det betyder jo også, at der er andre ansøgere, som har fået nej. Vi har i denne uge været nødt til at afvise ansøgninger i bymidten, mens dette står på, fordi byen ikke vil kunne rumme det her i julemåneden, siger hun.
Selvom arbejdet kan være generende for borgerne, roser Ditte H. Nielsen samarbejdet med de eksterne aktører som TREFOR og Fredericia Spildevand, som alle har en stor rolle i Fredericias infrastruktur. Spørgsmålet om, hvorvidt det gode samarbejde skyldes, at mange politikere sidder i repræsentantskabet for Ewii og de øvrige selskaber er kommunalt ejet.
– Et godt samarbejde er ikke noget, der kommer af sig selv. At repræsentantskabsposterne er besat af lokalpolitikere, har selvfølgelig en betydning, men i den daglige drift er det samarbejdet mellem planlæggere, myndighed og udførende, der får tingene til at glide – særligt når udfordringerne opstår, siger Ditte H. Nielsen.
Nielsen understreger, at det ikke kun er de politiske relationer, der spiller en rolle i samarbejdet.
– Vi har alle forskellig økonomi og forskellige målsætninger, der skal mødes. Så når der koordineres på tværs, er det jo ud fra de forhold, at vi også skal få enderne til at mødes. Det er det, jeg mener vi er gode til, og det er også her forståelsen for andres udfordringer spiller ind, siger hun.
I lyset af de seneste udfordringer har Fredericia Kommune også reflekteret over, hvad de kan lære af situationen. Nielsen forklarer, hvordan kommunen har forbedret kommunikationen omkring de omfattende gravearbejder.
– Vi er selvfølgelig mere opmærksomme på den kommunikationsrolle, vi også har fra kommunens side omkring alle gravearbejder. Derfor bliver der nu også skiltet på forhånd, når der er vejspærringer, og det er også blevet lettere at følge med fra vores hjemmeside, slutter Ditte H. Nielsen.
Det er tydeligt, at Fredericia Kommune arbejder målrettet på at sikre, at borgerne bliver informeret om de nødvendige, men også forstyrrende, vejarbejder. Gennem forbedret kommunikation og koordinering med eksterne aktører er målet at minimere generne og samtidig sikre byens fremtidige udvikling.